Dansk hotel tilfreds med 2. plads

crowne plaza hotelHOTELLER: Københavnsk hotel vandt ikke sin kategori ved Energy Globe Award 2015 – men direktøren under gerne kategoriens vinder førstepladsen.

Direktør for bl.a. det 4-stjernede hotel Crowne Plaza Copenhagen Towers i Ørestad er i disse dage i den iranske hovedstad, Teheran, hvor der er blevet uddelt de årlige, internationale Energy Globe Award 2015.

Koncerndirektør Allan L. Agerholm repræsenterer i Teheran et af Danmarks mest bæredygtige hoteller, Crowne Plaza. Hotellet er en del af BC Hospitality Group, der også omfatter bl.a. Bella Center.

Nu er vinderne i de forskellige kategorier kåret. Etiopien vandt foran Danmark i kategorien ”jord.”

Crowne Plaza var nomineret i kategorien med den begrundelse, at hotellet har bevist, at forretning kan forenes med en social ansvarlig profil og være bæredygtig fra inderst til yderst.

I samme kategori var to andre nominerede – det australske projekt ”Skyscraper of the future” og ”Green Ethiopia: From trees to Forests to Water to Food: Life.”

Det etiopiske projekt løb med sejren.

”Det er helt utroligt, hvad der foregår i Verden om at skabe bæredygtige projekter. Mange af disse foregår i udviklende lande, såsom Etiopiens projekt som laver lys af en plastikflaske indeholdende vand og klorin. Når man hører om Etiopiens projekt, der vandt vores kategori, så gør de en kæmpeforskel for mange tusinde fattige, som får føde. Derfor var Etiopien en velfortjent vinder.”

Det siger koncerndirektør i BC Hospitality Group og VisitDenmarks bestyrelsesformand, Allan Agerholm.

Crowne Plaza er en del af BC Hospitality Group.

Siden 2009 har det været en vision for Crowne Plaza at bevise, at det kan lade sig gøre at drive et kommercielt hotel samtidig med, at miljømæssige hensyn respekteres – uden at gå på kompromis med kvalitet og en bæredygtig bundlinje. Sammenlagt bruger Crowne Plaza-hotellet 65 pct. mindre energi end lignende hoteller, oplyses det.

Energy Globe Awards, der kårer de bedste miljørigtige og bæredygtige projekter i verden, er et østrigsk initiativ, der siden 1999 har arbejdet for at øge bevidsthed om nødvendigheden for en grøn omstilling. Hvert år hylder de enestående projekter fra hele verden, der er ”best practice” eksempler på miljømæssig bæredygtighed.