Danmarks største flyselskab skifter atter direktør

Jørgen Holme.

Jørgen Holme.

LUFTFART: Danske Jet Time skifter fra i morgen adm. direktør. Den nye topchef har haft lang karriere hos bl.a. SAS, Spanair, Air Greenland og senest færøske Atlantic Airways.

Teddy Zebitz, der tiltrådte i januar i år, bliver i morgen, 1. juni, afløst af Jørgen Holme som adm. direktør for Jet Time.

Jet Time er i gang med en restrukturering efter to regnskabsår med røde tal på bundlinjen. Teddy Zebitz blev hentet som erstatning for selskabets grundlægger og mangeårige adm. direktør Klaus Ren, for at udforme plan, der skal sikre Jet Time’s fremtid som stor charter- og ACMI operatør i Danmark og Skandinavien.

ACMI-flyvninger (Aircraft, Crew, Maintenance og Insurance) betyder at Jet Time stiller med fly og besætning, står for teknisk vedligehold og har forsikring for flyene. Kunden betaler bl.a. for catering, flybrændstof og landingsafgifter.

Kilder i Jet Time oplyser til standby.dk, at restruktureringsplanen nu er udarbejdet og godkendt af selskabets ejere og bestyrelse, men at bestyrelsen har besluttet at planens gennemførsel skal lægges i hænderne på Jørgen Holme, som har direkte erfaring med implementering af nye business modeller.

Det har ledt til bestyrelsens beslutning om at skifte adm. direktør.

Jørgen Holme har en lang karriere i luftfart bag sig i SAS, Spanair, Air Greenland og senest som koncernchef for færøske Atlantic Airways.