Dårlig kontrol med madsikkerhed i Københavns Lufthavn

københavns lufthavn mad plakatLUFTHAVNE: ”Madsikkerheden sejler i Københavns Lufthavn,” lyder det indirekte fra Fødevarekontrollen. Lufthavnen pralede forleden af ros til sit madudbud.

Københavns Lufthavn har angiveligt verdens bedste udbud af spisesteder. I hvert fald landede den først på måneden pris som lufthavnen med “Verdens bedste café- og restaurantudvalg.”

Passagererne i Københavns Lufthavn kan vælge mellem 34 restauranter og caféer. Sidste år rejste over 26 mio. passagerer gennem lufthavnen, og arbejdet med at give dem en god rejseoplevelse er nu belønnet med pris som den lufthavn, der har verdens bedste café- og restaurantudvalg ved den internationale FAB Awards i Geneve, skrev lufthavnen i en pressemeddelelse.

Prisen glædede Lise Ryevad, chef for Airport Sales i Københavns Lufthavn: “Vi arbejder konstant på at tilbyde vores passagerer variation af caféer og restauranter i høj kvalitet. En væsentlig del af Københavns succes som rejsemål er det store internationale gennembrud for ny nordisk madkultur. Det skal lufthavnen også afspejle,” sagde hun.

Men den er gal med madsikkerheden i Københavns Lufthavn, skrev Ekstra Bladet i går. Fødevarekontrollen opdagede forleden, at der i restaurant Caviar House var så beskidt i loftet, at skidt kunne falde ned i maden. ”Ring en anden dag,” svarer restaurantens manager, da Ekstra Bladet bad om en kommentar.

Den seneste tid har Fødevarekontrollen afsløret grelle svigt i madvirksomhederne i den udenlandskejede lufthavn. Ofte ligger den billige mad ved lummer-temperaturer, hvor få bakterier kan formere sig til millioner på timer.

I kiosken WHSmith fandt Fødevarekontrollen smør, ost, kødpålæg samt sandwicher på 14,4 grader. SSP Denmark, der står bag, vil ikke svare på, hvordan det kunne ske.

Eksempelvis fik to restaurationer i Københavns Lufthavn, Gorm’s Pizza og Aamann’s Smørrebrød, forleden bøder på hver 15.000 kr.

Fra Københavns Lufthavns kommunikationsafdeling siger Lars Lemche som kommentar til Ekstra Bladets spørgsmål om hvorfor fem spisesteder i lufthavnen inden for få måneder har fået bøder: ‘Det er aldrig godt, når nogle af de 34 serveringssteder i lufthavnen får anmærkning.”

I Joe & The Juice hang der ifølge Fødevarekontrollen støv på vægge, paneler og i loftet over området hvor der blev håndteret uemballerede fødevarer.

De fleste af de virksomheder, som har fået kritik af Fødevarekontrollen, er drevet af restaurationsgiganten SSP, hvor Tina Grønbech er direktør. Hun svarer blot: ”Jeg holder ferie. Farvel,” og afbryder forbindelsen.

SAS Business Lounge i lufthavnen mistede 30. juni sin elitesmiley, fordi der var beskidt i det køkken, der leverer mad til SAS business-lounge.

“I SAS Business Lounge har vi haft elite-smiley i flere år, og det skal vi have igen. Ved fødevarekontrollens sidste besøg, var der enkelte forhold vi skulle udbedre for at kunne opretholde vores smiley. Det gjorde vi selvfølgelig straks efter, og de er nu alle blevet udbedret. Vi afventer nu besøg igen inden for den næste halvanden måned. Kontrolrapporten er hængt op i indgangen til Loungen, så de besøgende kan se, de forhold, vi skulle udbedre,” siger SAS-kommunikationskonsulent, Anna Vibeke Nielsen.