Charterbureauer: Vi vil være os selv

2
Ejvind Olesen.
Ejvind Olesen.

WEEKENDKLUMME: En fornuftig måde at værne sig på mod lavprisselskaberne.

Af Ejvind Olesen

Det breder sig hos de store charterbureauer. De vil være sig selv. Enten bygger de selv hoteller, eller de træffer eksklusivaftaler med store kæder.

Til gengæld mister de også nogle af deres velkendte hoteller, som i fremtiden også vil være sig selv ud fra helt andre forudsætninger.

Udviklingen blev yderligere understreget i den forløbne uge, da Spies valgte at lancere et nyt koncept- Casa Cook hoteller, hvor kun medlemmer af Thomas Cook Gruppen – i Danmark Spies – kan sælge pladser.

Det første hotel kommer på Rhodos i maj 2016, og der planlægges at åbne yderligere tre hoteller i løbet af 2017. De ejes af den internationale moderkoncern og er naturligvis forbeholdt egne gæster.

Målgruppen er nogen, som søger lokale oplevelser og gerne vil finde deres egne perler uden for turistområderne.

Hos Star Tour har man allerede stor succes med tilbud på RIU hotellerne, også en højere kvalitet end gennemsnittet af charterhoteller. Og RIU-kæden er meget udbredt, og som det hedder i omtalen: ” Bedre beliggenhed, god service, mad & drikke i top, og mange stamgæster.”

Det sidste kan Star Tour i Danmark bekræfte, og pilen peger opad. Samtidig er det kun bureauets gæster, som kan bestille plads.

Til gengæld har Star Tour netop mistet Dionysos Hotel på Rhodos, hvor rigtig mange danske stamgæster har holdt ferie år efter år. Der er ikke kommet nogen officiel forklaring, men på hotellet siger man, at Star Tour altid har haft eksklusivitet, og nu vil man frigøre sig – og blandt andet tage mod booking individuelt på nettet. Gerne fra booking bureauer

Gennem årene har spørgsmålet om eksklusivitet altid været diskuteret i charterbranchen. Havde man et populært hotel, var det et spørgsmål om prisen for at være alene.

Jeg husker et nyt hotel på Rhodos, som fik penge til investeringen ved, at Simon Spies garanterede 10-15 år med fuld belægning og betalte forud for alle år. Det var også eksklusivitet.

I dag skal det nok ses som et værn mod lavprisselskaberne. Søg en billig flypris på nettet, og bestil dit hotel direkte. Kan selv, vil selv. Og du behøver ikke noget charterfly. Lavprisselskaberne har et fintmasket net og mere fleksibilitet. Og æder sig ind på markedet.

Lad os ikke miste vores gode gamle charterkoncept. Med eller uden eksklusivitet.

God weekend.

DEL ARTIKLEN
  •  
  •  
  •  

Skriv en kommentar

2 Comments on "Charterbureauer: Vi vil være os selv"

Notify of
avatar
Jørn Henrik Jørgensen
Jørn Henrik Jørgensen

Og så har du, kære Ejvind, da vist lige overset, at Bravo Tours også er med på vognen med lancering af hotelkonceptet Primera Club. Hoteller, som Bravo Tours har specielt udvalgt og som kun kan bookes gennem selskabet. Der er tale om hoteller i Alanya, Side, Kemer, Kreta, Rhodos, Zakynthos, Mallorca, Costa de Alméria og Costa del Sol. Vi taler da vist her om hoteller med beliggenhed på nogle af de bedst kendte og mest eftertragtede rejsemål for charterturisten.

Frederik
Frederik

Hvad er det for noget vås? Hvis der ikke er et marked dør virksomheden. Ingen grund til at bevare noget der ikke er behov for.

Og er der så behov for charterrejsen? Sikkert, men det er faldende. Så langt har skribenten ret. Men lad bare charterrejsen dø hvis der ikke er kunder til den.

wpDiscuz