Bruxelles er stadig lukket

bruxelles lufthavn terrorLUFTFART: Heller ikke i dag genåbner lufthavnen i Bruxelles. Brussels Airlines betjener København fra Antwerpen og Liege, mens ruten til Billund er midlertidigt indstillet. Sun-Air tilbyder sine Bruxelles-passagerer at de i stedet kan flyve til Düsseldorf.

Terrorangrebet tirsdag i sidste uge i lufthavnen i Bruxelles og den belgiske hovedstads metro har indtil nu kostet 35 livet – hertil kommer to terrorister, der dræbte de forsvarsløse med selvmordsbomber.Blandt de 35 omkomne var 12 fra Belgien samt borgere fra Frankrig, Holland, Italien, Kina, Storbritannien, Sverige og Tyskland. Over 300 blev såret ved angrebene.

Afgangsterminalen i Bruxelles lufthavn er så hårdt medtaget efter terrorangrebet, at der vil gå flere dage før den igen kan tages i brug. I dag prøvekører 800 lufthavnsansatte terminalens faciliteter efter bombesprængningerne.

Brussels Airlines flyver indtil videre sine langruter til Afrika og USA fra Frankfurt og Zürich. Ruterne mellem København og Belgien flyves indtil videre fra Antwerpen og Liege – Star Alliance-medlemmets rute til Billund er indtil videre suspenderet.

SAS har midlertidigt indstillet sine flyvninger til Bruxelles, det samme har danske Sun-Air, der har rute fra Billund til den belgiske hovedstad. I stedet tilbyder Sun-Air, at deres passagerer kan komme med dets rute til Düsseldorf – eller få pengene igen.

Nyheder opdateres på Brussels Airlines hjemmeside samt på hjemmesiderne hos Amadeus og LH Experts. Her er der også info om ombooking og refunderingsregler.

Bruxelles Lufthavn opdaterer nyheder på hjemmesiden: brusselsairport2203.be/en/