Billund satte september-rekord

1

billund-lufthavn-klmLUFTFART: Danmarks næststørste lufthavn havde sidste måned for første gang over 300.000 passagerer i en september. I årets ni første måneder har lufthavnen haft 4,6 pct. flere rejsende end samme tid sidste år – i alt 2,4 mio.

I september var der 307.705 passagerer i Billund Lufthavn, en stigning på næsten 13.000 i forhold til samme måned sidste år – og første gang med over 300.000 rejsende i en september.

“Stigningen i passagertallet har været stabilt det meste af året, og med resultatet for september har der været over en mio. rejsende i tredje kvartal,” siger lufthavnsdirektør Kjeld Zacho Jørgensen og tilføjer: “På den nordlige halvkugle er tredje kvartal afgørende for de fleste i luftfart, så det er rigtig godt, at det stadig er muligt at vokse til et højere niveau.”

Billund Lufthavns udenrigsruter havde sidste måned 200.950 rejsende, en stigning på næsten 11.000, knap seks pct.

“Netværksselskaberne står for det meste af væksten, som det har været tilfældet gennem hele året. Ungarske Wizz Air giver godt bidrag til væksten. Det har fået godt fat i markedet med sine tre nuværende ruter. Og med yderligere tre ruter i den kommende tid, vil Wizz Air udvikle sig som større spiller. Fra sommerfartplanen næste år flyver Wizz Air til Billund fra Cluj (Rumænien, red), Bukarest (Rumæniens hovedstad), Gdansk (Polen), Tuzla (Bosnien-Hercegovina), Vilnius (Litauens hovedstad) og Warszawa,” siger Kjeld Zacho Jørgensen.

92.100 chartergæster fløj sidste måned fra og til Billund, en stigning på 1.326. “Det er godt at også denne del af branchen får lidt medvind i forhold til tidligere år,” siger lufthavnsdirektøren.

Billunds indenrigsruter havde sidste måned lige over 13.500 passagerer, en vækst på 523. Især DAT-ruten til Bornholm giver god vækst, da den ikke blev fløjet i september sidste år, noterer lufthavnen.

Cargo Center Billund ekspederede sidste måned tæt på 6.000 tons gods, en stigning på 10,4 pct. Det er især importen, der er på vej opad, hvilket normalt er et godt tegn for økonomien i hjemmemarkedet, lyder det fra lufthavnen.

DEL ARTIKLEN
  •  
  •  
  •  

Skriv en kommentar

1 Comment on "Billund satte september-rekord"

Notify of
avatar
Nomen Nescio
Nomen Nescio

Gad vide hvad O’Leary har af kommentarer til dette?

wpDiscuz