Billund Lufthavns hotel bliver større

Zleep Hotel, Billund LufthavnHOTELLER: Zleep Hotellet i Billund Lufthavn har vokseværk og skal have yderligere 57 værelser. Når udvidelsen er klar om et års tid, bliver hotellet i Billund kædens største.

Udvidelsen af det 2-stjernede hotel tæt på Danmarks næststørste lufthavn begynder 1. juni. Zleep Hotel Billunds ejer, Michael Kaa Andersen, investerer i udvidelsen, der forventes klar til brug midt i april næste år. Lufthavnshotellet i Billund vil efter udvidelsen have 160 værelser og bliver dermed det største Zleep Hotel i kæden.

”Zleep Hotel Billund har udviklet sig fantastisk – også i den økonomiske krise. Således er vores kapacitet efterhånden opbrugt – og det er ikke kun i Legoland-sæsonen, også i vintermånederne har vi ofte udsolgt,” siger adm. direktør for Zleep Hotels, Peter Haaber.

Hotellet i Billund har siden åbningen i 2007 øget belægningsprocenten, styrket den økonomiske fremgang og øget kendskabet til Zleep Hotels’ brand. Hotellet fik i oktober sidste år en af Børsens Gazellepris.

”Vi er glade for Zleep Hotels’ beslutning om at udvide. Som international lufthavn vil mange af vores passagerer på de meget tidlige flyafgange om morgenen gerne have en overnatning inden. Samtidig er hotellet et godt tilbud til udenlandske forretningsrejsende og turister,” siger lufthavnens projekt- & udviklingschef, Anders Nielsen.

Zleep Hotels blev skabt i 2003. Hotellet ved Billund Lufthavn har 103 værelser og altså nu 57 på vej.

Der er foreløbig syv Zleep Hoteller i Danmark og et i Tyskland, ved Hamborg Lufthavn.