ANTOR havde nytårskur

Et udsnit af ANTOR-medlemmerne i Danmark under nytårskuren i går. Stig Sommerfeldt Kaspersen er nummer tre fra højre. Foto: Preben Pathuel.

Et udsnit af ANTOR-medlemmerne i Danmark under nytårskuren i går. Fra venstre Inger Diedrich fra Østrigs Turistbureau, Jette Ward, VisitBritain, Mona Konuralp, Innovation Norway, Fortuna Lehnsdal, Den Spanske Stats Turistbureau, Christine Aby, Atout France, Birgitte Guldberg, Tysk Turist Information, Stig Kaspersen fra Portugals Turistbureau, Paul Sikic, Croatian National Tourist Board, og Bo Schou Lauridsen, også fra Tysk Turist Information. Foto: Preben Pathuel.

TURISME: Samarbejdsorganet for udenlandske turistkontorer i Danmark havde i går sin traditionelle nytårskur. ANTOR Danmark har netop fået nyt medlem.

Cyperns turistkontor er blevet nyeste medlem af ANTOR Danmark – selve østatens nordiske turistkontor ligger i Stockholm, men landets ambassade i København fungerer også som kontaktorgan, når det f.eks. gælder turistrejser til Middelhavslandet.

”Dermed er vi atter oppe på 17 medlemmer af ANTOR i Danmark. Der kommer ofte følere fra mulige nye medlemmer, men det bliver ikke altid til noget”, sagde formand for Antor i Danmark, Stig Sommerfeldt Kaspersen, der til daglig er Portugals turistchef i Danmark, til standby.dk ved nytårskuren på Admiral Hotel i København.

Det koster 3.000 kr. om året at være medlem af ANTOR i Danmark. ANTOR er forkortelse for Association of National Tourist Office Representatives.

 

I sin tale til de 50 særligt indbudte deltagere i nytårskuren, sagde Stig Kaspersen bl.a.: ”Nogle af vores medlemmer har eget kontor i Danmark, andre plads på deres lands ambassade, mens andre er baseret i Sverige eller sågar i deres respektive hjemlande…

Nogle kæmper mod stærke kræfter, der besværliggør salget af rejser til deres lande, f.eks. krig, naturkatastrofer, terror, økonomi eller ændringer i landets valuta er eksempelvis faktorer, som er svære at besejre. Andre lande har lettere forhold at arbejde under, men uanset hvad udgangspunktet er, har vi alle den opgave at påvirke strømmen af turister fra Danmark til vores respektive lande på bedst mulige måde.”

Nytårskuren var arrangeret i samarbejde med Admiral Hotel; det 4-stjernede hotel med 366 værelser ligger ud til Københavns Havn.