Air Greenland skal have ny koncernchef

Michael Højgaard.

LUFTFART: Air Greenland har med kort varsel sagt farvel til sin adm. direktør de seneste fire år. Flyselskabets bestyrelsesformand vil ikke sige, om den adm. direktør blev fyret.

Grønlands Radio, KNR, skriver på sin hjemmeside, at Air Greenland skal have ny direktør. Bestyrelsen i Air Greenland har meddelt, at der bliver skiftet ud i ledelsen i det nationale flyselskab. Direktør Michael Højgaard forlader sin post i selskabet, og nu går jagten ind på en afløser.

Michael Højgaard forlader sin stilling. Flyvechef i Air Greenland Jacob Nitter Sørensen overtager indtil videre stillingen som øverste direktør i selskabet.

Michael Højgaard afløste for fire år siden Michael Binzer, der flere gange udtalte sin kritik af nepotisme i det grønlandske selvstyre.

Michael Højgaard får rosende ord af Air Greenlands bestyrelsesformand Søren Lennert Mortensen: ”Michael Højaard har leveret gode resultater i en udfordrende markedssituation. I 2016 ser vi selskabets største omsætning og driftsresultat”, udtaler han og vil i et interview med KNR ikke kalde direktørskiftet for fyring af Michael Højgaard. KNR skriver, at det kan tage op til seks måneder at finde en ny direktør.

Michael Højgaard takker i pressemeddelelsen sine medarbejdere for deres indsats i de fire år, han har været direktør.

Sidste år omsatte Air Greenland for 1,3 milliarder kr., en stigning på 82 mio. kr. i forhold til 2015 og passagertallet voksede med ni pct. sammenlignet med året forinden. Selskabet fik sidste regnskabsår et overskud før skat på 111 mio. kr., 20 mio. mere end i 2015.