Air Berlin vokser mest i Danmark

0

air berlinFLYSELSKABER: Danmark er ”kun” Oneworld-medlemmets 7. største marked – til gengæld får Danmark størst vækst hos Air Berlin i Europa med 24 pct. flere flysæder sammenlignet med sidste år. Air Berlin har netop åbnet ny rute mellem Berlin og Billund.

Med næsten 25 pct. flere sæder på det danske marked i maj i år i forhold til samme måned sidste år, øger Air Berlin mest på det danske marked, viser ny undersøgelse fra anna.aero

Air Berlins største marked er Tyskland med 36.500 flysæder i maj i år i forhold til sidste år – et fald på 9 pct.

Herefter følger Spanien med 13.600 sæder, et minus på 19,5 pct., Østrig får 16 pct. flere Air Berlin-sæder, i alt 8.800, Sverige stiger 7 pct. til 8.000, Italien falder 24 pct. til 7.000 sæder om måneden, mens Schweiz går frem med to pct. til 5.800 i forhold til maj sidste år.

Så kommer Danmark med over 4.700 ugentlige flysæder, fulgt af Polen med en stigning på 15 pct. til 4.300 flysæder i august.

Etihad Airways fra Abu Dhabi, der ejer knap 30 pct. af Air Berlin, får den største vækst med en fordobling i forhold til maj sidste år til 4.172 flysæder. Præcis samme sædeantal har Air Berlins ruter til USA, hvilket dog er et fald på 33 pct. i forhold til maj sidste år.

Sidste år var Air Berlin 7. største flyselskab i Københavns Lufthavn med 478.757 rejsende, en vækst på 8,1 pct. i forhold til 2013.

Air Berlin åbnede tidligere på måneden daglig rute fra Berlin til Billund – fløjet af Oneworld-medlemmets schweiziske fætter, Etihad Regional (Darwin Airline). Ruten flyves med en SAAB 2000 med 50 sæder.

Med Billund-ruten forventer Air Berlin næste år over 500.000 rejsende på dets nu tre ruter til Danmark.

Siden 2006 har Air Berlin fløjet fra København til Berlin og Düsseldorf og har i dag op til fire daglige afgange til Berlin og tre til Düsseldorf.

Air Berlin har de seneste måneder nedskåret produktionen. Det har bl.a. betydet lukning af ruten fra Berlin til Oslo og at man ikke i år genåbnede sommerruten mellem Mallorca og København. Ligeledes har Air Berlins østrigske datterselskab, Niki, indstillet sin betjening mellem Wien og København.

Sidste år fortsatte næsten 36 pct. af Air Berlins danske rejsende i selskabets rutenet. De fem største destinationer var Miami, Abu Dhabi, München, New York og Stuttgart.

Berlin er Air Berlins største lufthavn, hvor det fra Tegel-lufthavnen betjener 61 destinationer. I 2013 havde Air Berlin 67 ruter fra Tegel, men selskabet har siden droppet betjeningen af Barcelona, Enfidha i Tunesien, Los Angeles, Miami, Milano Malpensa, Oslo, Punta Cana i Den dominikanske Republik, Bulgariens hovedstad, Sofia, russiske St. Petersborg og Venedig.

DEL ARTIKLEN
  •  
  •  
  •  

Skriv en kommentar

Be the First to Comment!

Notify of
avatar
wpDiscuz