Aarhus får nyt hotel til 400 mio.

1
Arp-Hansens koncernchef, Dorte Krak, var i går på TV2 News for bl.a. at fortælle om kædens nye hotel og flotte årsregnskab.
Arp-Hansens koncernchef, Dorte Krak, var i går på TV2 News for bl.a. at fortælle om kædens nye hotel og flotte årsregnskab.

HOTELLER: For første gang åbner Københavns største hotelgruppe næste efterår hotel udenfor hovedstaden, hvor Arp-Hansen ruller sit 2-stjernede Wake Up-koncept ud i Aarhus. Hotelkæden, der snart åbner sit 13. hotel i København, fik sidste regnskabsår 60 pct. stigning i overskuddet som blev 125 mio. kr.

Arp-Hansen er på vej med sit første hotel i Aarhus – det får 312 værelser og skal ligge i M.P. Bruuns Gade lige ved siden af Bruuns Galleri. Den kommende hotelbygning er i dag oliefabrikken Aarhus Karlshams store kontorbygning.

”Vi har netop fået de sidste tilladelser til at gå i gang med at ombygge til hotel. Holder køreplanen åbner vi næste efterår med 312 værelser og til en anslået pris på 400 mio. kr.,” sagde Arp-Hansens koncernchef, Dorte Krak, i går til standby.dk

Arp-Hansen har fra 2 til 4-stjernede hoteller i sin portefølje, kædens værelsesmæssigt to største hoteller er 2-stjernede Wake Up ved Tivoli Hotel & Congress Center og søsterhotellet i Borgergade ved Kgs. Nytorv. Disse to har tilsammen omtrent 1.000 af Arp-Hansens foreløbig ca. 3.500 hotelværelser i primært det centrale København.

Det bliver også Wake Up-konceptet der kommer til Aarhus-hotellet – dette koncept konkurrerer bl.a. med lavpriskæden CabInns, der bl.a. også har hotel i Aarhus.

”Wake Up er et godt koncept, der tiltrækker mange segmenter i markedet,” siger Dorte Krak.

Arp-Hansen kom i går med nogle nøgletal for sidste regnskabsår. Omsætningen blev ca. 850 mio. kr. og overskuddet steg 60 pct. til 125 mio. kr. Kæden havde i sidste regnskabsår 1 mio. hotelgæster – ca. halvdelen fra Danmark, 15 pct. fra Sverige, 10 pct. fra Norge, mens to andre større markeder er Tyskland og Storbritannien.

Til juli åbner det 13. Arp-Hansen hotel i København – nemlig Tivoli-hotel nr. 2 med 282 værelser ved Tivoli Hotel & Congress Center. Prisen for det nye hotel er omkring 500 mio. kr.

Standarden er 4-5 stjernet, siger Dorte Krak og tilføjer, at Arp-Hansen har aftalt med Horesta, der uddeler de danske hotelstjerner, at man ikke behøver have stjerner på de to Tivoli-hoteller. ”De er specielle Tivoli-tematiserede hotel, som det er svært at sætte stjerner på,” siger Dorte Krak og tilføjer at værelser på Tivoli 2-hotellet i snit er nogle kvadratmeter større end på søsterhotellet.

Med Tivoli 2-hotellet har de to hoteller 679 værelser og mødefaciliteter til 6.000 gæster, det nye hotels 38 møde- og konferencerum er klar til efteråret. Selve Tivoli Hotel & Congress Center åbnede i 2010. Også i samme kompleks er der 510 værelser på lavprishotellet Wakeup Copenhagen.

Det nye Tivoli-hotel får bl.a. en pool med glasbund, der svæver ud over hotellets facade i 43 meters højde. På hotellets øverste etage åbner til efteråret en endnu ikke offentliggjort eksklusiv restaurant.

Hotelgruppen Arp-Hansen ejes af brødrene Birger og Henning Arp-Hansen, der har videreført faderens koncern. De menes at være gode for 1,4 milliarder kr.

DEL ARTIKLEN
  •  
  •  
  •  

Skriv en kommentar

1 Comment on "Aarhus får nyt hotel til 400 mio."

Notify of
avatar
Mikael
Mikael

Andre brancher burde tage ved lære af Arp-Hansens kæmpe success med Wakeup hotellerne. Næsten overalt vil alle overgå hinanden i luksus og eksklusivitet (og deraf følgende høje priser), hvilket skaber en meget usund økonomi. Wakeup giver værdi for pengene med små, men pæne værelser og gratis wifi – og så kommer folk igen.

Der mangler i den grad en fokus på at levere gode produkter til priser, som vil tiltrække volumen af kunder.

wpDiscuz