Aalborg Lufthavn vinder chartertrafikken

aalborg lufthavn thomas cook charterCHARTER: Mens der er fald i ferietrafikken med charterfly i første halvår i både København, Billund og Aarhus, er der meget klar fremgang i Aalborg.

Som den eneste af de fire større lufthavne i Danmark har Aalborg Lufthavn ikke haft Ryanair som kunde. Det har så måske igen betydet, at der ikke har været nogen til at gå på rovdrift efter charterpassagererne med billige tilbud.

Der kan også være mange andre grunde, men kendsgerningen er, at charterrejser i første halvår i år sammenlignet med sidste forår, viser klar fremgang for Aalborg Lufthavn og tilbagegang for de andre.

København er dog fortsat suverænt størst, efterfulgt af Billund. Men det er værd at bemærke, at chartertrafikken i København er faldet med 3,1 procent og 20.206 passagerer.

For Billund, som nu mister en del trafik med Ryanair, er faldet 7,4 procent eller 29.942 passagerer.

Aalborg kan derimod notere en fremgang på 14,2 procent eller med 12.670 passagerer, mens Aarhus har tabt 11,9 procent identisk med 2.985 passagerer.

Det betyder, at de endelige passagertal for chartertrafikken i første halvår i år ser således ud: 1. København 631.527 passagerer, 2. Billund 376.350, 3. Aalborg 101.653 og 4. Aarhus 22.040.