A380-flyvning var kæmpe oplevelse

Mai Kappenberger overtog for kort bemærkning baren i business class-afdelingen på Emirates’ første A380-flyvning fra Dubai til Københavns Lufthavn.

Mai Kappenberger overtog for kort bemærkning baren i business class-afdelingen på Emirates’ første A380-flyvning fra Dubai til Københavns Lufthavn.

LUFTFART: ”Det var vildt, det kan nærmest ikke beskrives,” siger kendt dansk hoteldirektør, der var rejst til Dubai for at være ombord, da Emirates i tirsdags for første gang fløj en A380 til København.

”Min dejlige mor, Alice Skaubye, gav en julegave på forskud. Hun købte billet til mig og sig selv, så vi kunne være med på jomfru-flyvningen med Emirates Airbus A380. Vi fløj fredag i sidste uge til Dubai og kom retur i tirsdags med første A380-flyvning til København.”

Det fortæller begejstret direktør for Kurhotel Skodsborg nord for København, Mai Kappenberger, til standby.dk – hun fortsætter: ”Min mor, der nærmest rejser hele tiden, ville give mig en dejlig oplevelse, så hun købte business class-billetter. Hun ville selv meget gerne være på den første A380-flyvning til København. Vi havde et godt ophold i Dubai, hvor vi bl.a. en morgen fløj i varmluftballon.

Men højdepunktet var selvfølgelig, da vi tirsdag i denne uge fløj med A380’eren til København,” siger Mai Kappenberger. ”Det var det vildeste, det kan næsten ikke beskrives. Flyet er så stort og har på business class ypperlig komfort. Tænk at over 500 tons kan hænge deroppe i luften. Vi sad midt i flyet – nærmest ud for vingerne, men flyet virkede fuldstændig lydløs, det var som at være i en blød dyne.”

En ekstra oplevelse på hjemturen var, da der også fra cockpit blev budt velkommen på dansk. Flyets kaptajn var nemlig danske Lars Schoyen, der også i august 2011 var kaptajn på den første Emirates-flyvning til København. Standby.dk skrev i går om Lars Schoyen, der også var med i STØRST-program på TV2 om netop Emirates’ Airbus A380.

”Det var fint med den danske kaptajn – der var også et par danske piger i kabinebesætningen på turen fra Dubai til København,” fortæller Mai Kappenberger og tilføjer: ”Flyet havde ved starten fra Dubai fløjet under 24 timer, det kunne man godt mærke. Flyet duftede som en ny bil.”

Mai Kappenberger siger, at hun kan bruge noget af Emirates’ servicekoncept på Kurhotel Skodsborg: ”Emirates synes at skræddersy servicen til den enkelte gæst. De er meget dygtige og har plads til afvigelser fra service-oplægget for at gøre den enkelte gæst tilfreds. Samme holdning har min mor, der kender hotelbranchen fra Avenue Hotel, som hun er medejer af.”

Mai Kappenberger var tidligere direktør for netop Avenue, men blev for tre år siden hentet til Kurhotel Skodsborg for at gennemføre en turnaround.

”Og det går rigtig godt, vi har nu halveret underskuddet, butikken er vendt og med lidt held får vi overskud næste år,” siger hun. Kurhotel Skodsborg omsæter årligt for ca. 85 mio. kr.

Hotellets 85 værelser havde sidste år 23.000 overnattende gæster – samt 1.700 medlemmer i sit fitness center. Hertil kommer indtægter fra Kurhotel Skodsborgs konference- og banketafdeling, restaurant og spa.

”30 pct. af vores hotelgæster kommer fra udlandet, primært Norge, Tyskland og England,” siger Mai Kappenberger.