90-årig har besøgt Rhodos 65 gange

Thomas Cook Airlines, Spies, charter

Selv om det ikke var nødvendigt, gav kabinechef Lisbeth Sejerø hjælpende hånd til Harry Steengaard, der 65 gange har fløjet med Spies til Rhodos.

TURISME: Harry Steengaard er mere end glad for Rhodos. Den 90-årige er netop vendt hjem fra rejse nr. 65 til den græske ferieø. Og hver gang bor han på Spies Hotel Constantin i Rhodos by – på favoritværelset, 205.

Den seneste tur blev lidt mere festlig. Harry Steengaards blev markeret med champagne og velkomstord over højttaleren på Thomas Cook-flyet fulgt af klapsalver fra medpassagererne. På hotellet var der gaver fra rejsearrangøren.

”Man føler sig næsten som en rockstjerne,” var hans kommentar til den megen virak.

Dagene på Rhodos går med at besøge græske venner, fodre havnens fisk med boller, smuglet ud fra hotellets morgenmadsbuffet og hjælpe restauratøren på den foretrukne restaurant med at sætte stole frem til dagens gæster.

På spørgsmålet om man kan blive for gammel til at rejse, er svaret klart: ”Nej, det handler om at acceptere, at man måske ikke helt kan det, man kunne før og så bare nyde det, der kan lade sig gøre, også selv om alting går langsomt. Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at stoppe med at rejse,” siger Harry Steengaard.