28-årig ny køkkenchef på Angleterre

Andreas Bagh.

Andreas Bagh.

HOTELLER: 5-stjernede Hotel d’Angleterre har valgt ny køkkenchef for sin Michelin-restauranten Marchal, der skal tegne den gastronomiske fremtid for det ikoniske hotel.

Til maj åbner d’Angleterre dørene for stortalentet; 28-årige Andreas Bagh. Han er uddannet på Kong Hans Kælder.

Et ophold på trestjernede Alinea i Chicago skærpede Andreas Baghs teknikker og kreative udfoldelser.

Herefter blev det til to år hos Restaurant Geranium, hvor han fik ansvaret som souschef og mulighed for at nærstudere det naturlige køkken, inden han blev hentet tilbage til Kong Hans som assisterende køkkenchef.

”d’Angleterre har haft lange samtaler med flere anerkendte kokke, nationale som internationale, og interessen for stillingen har været overvældende. Vi har fulgt Andreas store talent i flere år, og han var med det samme på vores radar. Andreas er en harmonisk kombination af klassiske dyder og ultramoderne teknikker. og ud over hans åbenlyse evner i et køkken, har han et brændende drive og utroligt ambitiøse idéer,” siger food & beverage Director hos d’Angleterre, Frank Henriksen.

”De tre første år i Marchals historie er blevet dirigeret af Ronny Emborg og Christian Gadient, som på hver deres måde har bidraget til at tegne Marchals gastronomiske profil, men nu løfter vi ambitionerne og glæder os til at se Andreas talent vokse og udfolde sig.”

Hovedpersonen er lige så begejstret: ”Det er mit drømmejob, og jeg går ind i det med krop og sjæl. Jeg glæder mig til, at vi sammen skal vokse til nye højder.”