WoCo forsvarer anklager om nepotisme

dansk turisme, visit denmark, københavn, foto Ty StangeBUDGETROD: Wonderful Copenhagens Eurovision-selskab havde 11 familie-ansættelser. WoCo har flere ansatte med familiær tilknytning til tre af de fire topchefer. En af disse er nu fyret.

Avisen MetroExpress har fulgt rodet i Wonderful Copenhagen og skriver, at WoCo’s adm. direktør, Lars Bernhard Jørgensens steddatter har været ansat som projektkoordinator siden 2009.

Den fyrede WoCo-underdirektør Martin Bender havde sin niece i lønnet praktik under Eurovision, mens WoCo’s økonomidirektør Trine Ryberg Fromberg har haft to døtre ansat i WoCo, den ene er der stadig.

Det fjerde medlem af direktionen i WoCo, underdirektør Martin Rømer Hansen, har tilsyneladende ikke haft sådanne sager, skriver gratisavisen, der tilføjer, at Wonderful Copenhagen har været én stor fætter-kusinefest med megen nepotisme.

Efterfølgende har Wonderful Copenhagen indrømmet, at chefer i selskabet har fået ansat f.eks. sine børn. ”Nu afslører WoCo, at 11 personer med relation til direktions-, mellemleder- eller medarbejdergruppen er blevet ansat siden 2005,” skriver avisen og tilføjer, at WoCo fortæller, at i alt 138 har fået job, uden stillingen har været slået op de seneste fem år.

Nepotistiske ansættelser er ulovlige i det offentlige, men da Wonderful Copenhagen er en erhvervsdrivende fond, overtræder den ikke loven.

Efter afsløringerne har Region Hovedstad krævet, at WoCo fremover skal følge forvaltningsloven. Det betyder, at det er slut med at ansætte familie i stillinger, der ikke har været slået op.

I sit forsvar på WoCos hjemmeside, skriver WoCo: ”I dag kører historien om nepotisme i Wonderful Copenhagen. WoCo mener, at billedet er unuanceret. WoCo er populær for mange kandidater og modtager 10-15 uopfordrede ansøgninger om ugen. Som følge heraf er der i Wonderful Copenhagen praksis for, at stillinger besættes uden opslag. De seneste fem år er et antal personer ansat uden stillingen har været opslået – det drejer sig om studentermedhjælpere (36), praktikanter (64), barselsvikarer og andre tidsbegrænsede projektansættelser (33).”

På opfordring fra politikerne i Region Hovedstaden vil Wonderful Copenhagen fremadrettet agere efter offentligheds- og forvaltningsloven i en række forhold. Emnet skal diskuteres i Wonderful Copenhagens bestyrelse til oktober.