Voldelige protester mod Air France-fyringer

Air France B747LUFTFART: Air France skal af med ca. 2.900 af sine 52.000 arbejdspladser. Planerne om de mange fyringer fik i går vrede ansatte til at overfalde to af flyselskabets topforhandlere, der med iturevet tøj måtte flygte fra de ophidsede medarbejdere.

De to topforhandlere, selskabets personaledirektør, Xavier Broseta, og chefen for Air France i Orly-lufthavnen, Pierre Plissonnier, måtte klatre over et hegn for at komme væk fra de voldelige demonstranter.

De var i gang med et møde med fagforeningerne, da demonstranterne angreb dem ved Air Frances hovedkvarter udenfor Paris. Air France vil politianmelde overfaldet på sine to forhandlere.

De 2.900, der skal opsiges i sparerunden, er 1.700 lufthavnsansatte, 900 kabinemedarbejdere og 300 piloter. Spareplanen opfatter også reduktion af Air Frances langruter med ti pct., færre fly og ruter samt længere arbejdstider for piloterne, der har afvist at arbejde mere, skriver BBC.

Air France siger at fyringsrunden skal reducere omkostningerne med ca. 14 milliarder kr. de næste to år.

Air Frances indtægter er faldet efter pilotstrejker i protest mod udvidelse af Air France-KLM’s lavprisselskab, Transavia, hvor de ansatte har lavere lønninger. Ligeledes har også Air France skarp konkurrence fra lavprisselskaberne i Europa samt på en række langruter fra bl.a. de tre store selskaber fra Den persiske Gulf, Emirates, Etihad og Qatar Airways.