Verdens største lufthavn udvider

0

Atlanta nyAtlanta-lufthavnen i USA har planer om endnu en landingsbane og ny finger G.

Hartsfield-Jackson International Airport i Atlanta har gennem mange år indtaget positionen som verdens største lufthavn målt på antallet af passagerer. Sidste år havde lufthavnen 101,5 mio. passagerer og kom for første gang over 100 mio. passagerer på et år.

Den fortsatte passagervækst giver behov for nye og større faciliteter, og lufthavnen har netop afsløret planerne for de kommende 20 år, hvor Hartsfield-Jackson vil opgradere og udvide for omkring seks mia. dollars.

Allerede i år begynder lufthavnen at bygge en ny Finger G, som skal stå færdig i 2023. Samtidig forlænges lufthavnens Finger T, og terminalområderne bliver moderniseret.

Lufthavnen har også planer om en sjette start- og landingsbane og et nyt hotel med 400 værelser.

”Vi har haft en fantastisk vækst i de seneste år, og med vores nye investeringsplaner vil de næste 20 år blive endnu mere imponerende,” siger lufthavnens direktør Miguel Southwell.

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar
Skriv dit navn