Vækst for danske hoteller

0

First Hotel AldaTURISME: Mens der i årets første fire måneder blev solgt 8,2 pct. flere hotelnætter, var stigningen i maj 1,6 pct. Men maj var en god kongresmåned, og da MICE-turister oftest har eget hotelværelse, gav det flere solgte værelser.

Maj lagde en dæmper på væksten for landets hoteller, viser nye tal fra Danmarks Statistik. I de første fire måneder i år steg antallet af overnatninger 8,2 pct., men i maj var fremgangen blot 1,6 pct.

”Men, siger Horesta-formand, Jens Zimmer Christensen, maj var en rigtig god kongresmåned sammenlignet med samme måned i fjor, og da forretningsfolk sjældent bor flere på samme værelse, betyder stor kongresaktivitet flere solgte værelser.”

Kongresdeltagere kommer under MICE-begrebet, Meetings, Incentives, Conferences & Events/Exhibitions.

Wonderful Copenhagen oplyste for nylig, at med over 100.000 delegerede bliver 2016 det bedste år for internationale kongresser, hovedstaden nogensinde har oplevet. De mange kongresdeltagere forventes at generere ca. 400.000 hotelovernatninger til byen i løbet af året.

De nye maj-tal fra Danmarks Statistik viser fremgang i solgte hotelværelser på 4,8 procent i maj. For hotellerne var det især danskerne, som bidrog til at sikre vækst i maj. Antallet af danske hotelovernatninger steg 2,7 procent, mens udenlandske turister kun bidrog til fremgangen med 0,3 procent.

”Vi ser fortsat markant fremgang af britiske og amerikanske overnatninger, mens antallet af svenske og norske overnatninger stadig falder,” siger Jens Zimmer Christensen og tilføjer: ”Vi har igennem lang tid set en ubrudt vækst. Vi tror på fortsat fremgang, men usikkerheden er forstærket. Særligt på grund af Brexit.”

For dansk turisme generelt er antallet af overnatninger i maj stort set uændret. Vandrerhjemmene skiller sig dog ud med fremgang på 10,3 pct. – en vækst især drevet af udenlandske gæster.

”Vi er glade for, at den positive fremgang hos Danhostel fortsætter. Andelen af udenlandske gæster stiger fra Norge, England, Spanien og Østasien. Men vores samlede andel af danske turister er stadigvæk størst og vokser mest. Det bekræfter os i, at den massive markedsføring, vi har kørt på det danske marked, nu giver resultat,” siger Ole Andersen, direktør i Danhostel, landets største samarbejdskæde af vandrerhjem.

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar
Skriv dit navn