USA udskyder godkendelse af Norwegian

Norwegian B787FLYSELSKABER: Amerikanske myndigheder fortsætter behandlingen af Norwegians ansøgning – alle flyvninger fortsætter som normalt, oplyser Norwegian.

Det amerikanske transportministeriums (DOT) beslutning om at fortsætte behandlingen af ansøgningen fra Norwegians irske EU-baserede datterselskab vil ikke påvirke langdistanceflyvningerne mellem Europa og USA.

Norwegian Air Shuttle har rettigheder til at flyve, mens datterselskabet Norwegian Air International (NAI) stadig venter på behandling af permanent flyvetilladelse.

Gårsdagens beslutning fra DOT indebærer, at ministeriet skal bruge mere tid på at behandle ansøgningen om en permanent flyvetilladelse for NAI.

Tilladelsen vil være den samme, som Norwegian allerede har i moderselskabet Norwegian Air Shuttle. DOT har desuden valgt ikke at bevilge ansøgningen fra NAI om en midlertidig tilladelse. NAI er et rent EU-selskab, som fik sin irske driftstilladelse i februar.

Norwegian opererer med norsk driftstilladelse og har alle flyverettigheder og er ikke afhængig af en midlertidig tilladelse for NAI. NAI skal have en permanent tilladelse fra amerikanske myndigheder for at flyve på den EU-baserede driftstilladelse.

”Det er uheldigt, at amerikanske myndigheder yderligere forsinker vores ansøgning, som har været til behandling i over seks måneder,” siger Asgeir Nyseth, adm. direktør i NAI.

Både EU og irske myndigheder støtter NAI’s ret til en flyvetilladelse i tråd med Open Skies-aftalen, oplyser Norwegian.

”Norwegian forventer, at DOT gennemskuer alle de falske anklager og de massive kampagner for at stoppe os – både fra konkurrenter og fagforeninger,” siger Asgeir Nyseth.