United Airlines jagtes i Newark

newark lufthavn usa unitedFLYSELSKABER: Det amerikanske Star Alliance-medlem United har tre ud af fire start- og landingstidspunkter i den store Newark-lufthavn ved New York. Men selskabet bruger ikke dem alle – det irriterer mange…

USA’s luftfartsmyndigheder, Federal Aviation Administration, vil øge trafikmængden på Newark-lufthavnen – som bl.a. SAS flyver til. Det skulle gerne give mulighed for flere flyvninger og lavere billetpriser, lyder håbet fra FAA.

I dag må der højest være 81 starter og landinger i timen i Newark. Men det tal rammes ikke hele vejen – derfor vil FAA tillade flere starter og landinger.

USAs justitsministerium anlagde sidste efterår sag mod United for den dominerende rolle på Newark, hvor man har 900 af de 1.200 daglige start- og landingstidspunkter. Det næststørste flyselskab i Newark har kun 70 af de såkaldte ”slots” om dagen.

Ministeriet sagde, at United ikke bruger alle sine slots – blev de brugt af andre flyselskaber, ville det give øget konkurrence.

Navnlig Virgin America har længe protesteret mod Uniteds dominans i Newark og ønsket adgang til flere slots. Virgin America står i øvrigt for at blive opkøbt af Alaska Airlines, hvilket vil skabe USAs femte største flyselskab.