Tyskland skifter turistchef i Danmark

Bo Schou Lauridsen.

Bo Schou Lauridsen.

TURISME: I midten af næste måned er der vagtskifte som chef for Tysklands turistråd i Danmark, resten af Norden, Baltikum samt Polen og Rusland. Hovedkontoret for regionen er i København – her takker Bernd Hässler af efter 25 år. Afløseren er på plads – en kendt dansk profil.

”Min aftale med DZT (Deutsche Zentrale für Tourismus) kom på plads sidst i april. Jeg søgte bl.a. udfordringen om at stå i spidsen for denne region under DZT, fordi det er det største job i Danmark indenfor de udenlandske turistkontorer. DZT har store og gode udfordringer på det danske marked – Tyskland er det land med flest danske overnatninger om året,” siger 43-årige Bo Schou Lauridsen til standby.dk. Han stopper nu som chef for Østrigs turistbureau i Danmark, Österreich Werbung.

Bo Schou Lauridsen kom for 17 år siden til Österreich Werbung fra en stilling i Vingsted Centret ved Vejle. Han har de seneste 15 år været chef for Österreich Werbungs kontor i Danmark. Her bliver østrigeren Norbert Lerch fremover ny chef. Han kommer fra en stilling på det østrigske turistråds markedskontor i Tokyo.

På det statslige tyske turistkontor i København afløser Bo Schou Lauridsen den hidtidige markedschef, Bernd Hässler, der har været hos DZT i 25 år og som nu går på pension.

”Det bliver spændende med udviklingen til Tyskland fra bl.a. det danske marked, hvor jeg skal være med til at præge udviklingen. Der bliver mange udfordringer, i Danmark, resten af Norden, Baltikum samt Rusland og Polen. Jeg overtager efter Bernd, der sammen med sine medarbejdere hos DZT har gjort det rigtig godt – det kan man jo også se på overnatningstallene,” siger Bo Schou Lauridsen.

Sidste år var der for første gang over 3 mio. danske i Tyskland, i alt 3,1 mio. Danmark er blandt Tysklands 10 vigtigste markeder når det gælder antal overnatninger. Danskerne besøger navnlig Schleswig-Holstein, Niedersachsen samt Berlin, oplyser DZT.