Tyskere skal styre græske lufthavne

0
Lufthavnen på Korfu.
Lufthavnen på Korfu.

LUFTFART: De næste 40 år skal Fraport, der bl.a. driver lufthavnen i Frankfurt, administrere 14 regionale lufthavne i Grækenland.

Den græske regering har underskrevet kontrakt på ni milliarder kr. som tyske Fraport skal betale for de næste 40 år at bestyre 14 lufthavne i Grækenland. Pengene skal indgå i den slunkne græske statskasse.

Fraport og den græske partner, energiselskabet Copelouzos, skal fra næste efterår lease og bestyre de 14 lufthavne, der sidste år havde 22 mio. passagerer – samlet kom 77 pct. af de rejsende fra udlandet.

Lufthavnene på hovedlandet er Aktio (PVK), Kavala (KVA) og Thessaloniki (SKG), Grækenlands næststørste by. De øvrige 11 lufthavne ligger på græske øer og er: Kefalonia, Kreta/Chania, Korfu/Kerkyra, Kos, Mitilini, Mykonos, Rhodos, Samos, Santorini, Skiathos og Zakynthos.

Ligeledes skal parterne som led i aftalen investere et milliardbeløb i at opgradere lufthavnenes faciliteter.
Turisme giver i dag Grækenland 20 pct. af landets bruttonationalprodukt – og selvom grækerne har store økonomiske problemer, har det ikke påvirket antallet af ankomster fra udenlandske turister, skriver Reuters.

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar
Skriv dit navn