Tvivler på rygte om Lufthansa som ny SAS ejer

Ældre arkivfoto med udfaset MD-fly fra SAS og Lufthansa.

Ældre arkivfoto med udfaset MD-fly fra SAS og Lufthansa.

LUFTFART: For mindst 117. gang blev Lufthansa i går sat i forbindelse med SAS som mulig ny ejer, denne gang skulle SAS blive del af Lufthansas lavpriskoncept. ”Den konstellation lyder meget mærkelig,” siger dansk ekspert.

Lufthansa har ifølge den store tyske avis Süddeutsche Zeitung og nyhedsbureauet Reuters drøftelser med ejerne af SAS, bl.a. de tre skandinaviske regeringer, om at blive medejer af SAS. Samtalerne skulle også omfatte det belgiske Star Alliance-medlem, Brussels Airlines, som Lufthansa allerede ejer 45 pct. af.

Lufthansa vil ifølge de to medier bruge SAS og Brussels Airlines som del af sit ekspanderende lavpris-netværk under sit Eurowings koncept. Lufthansa bruger navnlig Eurowings i sin kamp i Europa mod lavprisselskaberne Ryanair og Easyjet.

Süddeutsche Zeitung og Reuters citerede i går ”kilder tæt på Lufthansa” for, at den tyske gigant siden efteråret har forhandlet med ejerne af SAS om at købe en del af SAS.

SAS har utallige gange været sat i forbindelse med Lufthansa som ny ejer. Andre mulige nye ejere af SAS kunne ifølge spekulationer være alt fra Air France KLM-gruppen til British Airways eller et af de tre store mellemøstlige flyselskaber, Emirates, Etihad eller Qatar Airways. Men de må som ikke-europæiske flyselskaber ikke eje over 49 pct. af et europæisk flyselskab som SAS.

Til medierne sagde Lufthansa i går, at man har været partner med SAS siden etableringen af Star Alliance for 20 år siden. ”Alt andet er spekulationer,” hed det fra Lufthansa, mens SAS ikke havde kommentarer til rygtet.

Ifølge Børsen.dk steg SAS-aktien i går otte pct. pga. rygterne om et muligt Lufthansa-køb.

Til BørsenTV sagde en af Danmarks skarpeste flyeksperter, aktieanalysechef i Sydbank, Jacob Pedersen:

”Jeg tror ikke på historien. Det ville komme meget bag på mig, hvis Lufthansa købte sig ind i SAS og SAS skulle inkorporeres i Lufthansas lavprissatsning, Eurowings. Hvis der er noget, SAS ikke er, er det et lavprisselskab. Den konstellation lyder for mig meget, meget mærkelig. Jeg tror snarere Lufthansa vil købe nogle mindre lavprisselskaber i Europa.”

Jacob Pedersen fortsatte: ”Jeg har i mange år sagt, at Lufthansa er den mest oplagte køber af SAS. SAS er i en historisk god form og SAS-aktien er et godt køb, men jeg vil ikke købe den på baggrund af denne her opkøbs-historie. Det rygte har ingen gang på Jorden.”

I december sidste år sagde SAS koncernchef, Rickard Gustafson, til standby.dk under Star Alliance-topmødet i Chicago: ”Der er for mange flyselskaber i Europa. Derfor vil vi måske se flere sammenlægninger af europæiske flyselskaber, som vi de seneste år har set det her i USA. Men SAS er ikke aktuelt involveret i nogen form for konsolidering.”

Rickard Gustafson tilføjede: ”SAS bruger megen tid på at gøre sig stærkere, så vi har en bedre position hvis, og jeg siger hvis, der kommer en dag, hvor vi skal med i en eventuel konsolidering. Men igen: Der er intet konkret om dette.”