Tusinder skal have erstatning fra Norwegian

Norwegian, Boeing fly nummer 1000 B737 Sky InteriorLUFTFART: Norges forbrugerråd giver mindst 5.000 Norwegian-passagerer ret til kompensation efter selskabet i sommer aflyste mange fly. Norwegian lukker rute fra København til USA – og åbner ny.

Det norske forbrugerråd siger, at mindst 5.000 Norwegian-kunder kan kræve deres betaling for flybilletter med selskabet tilbage som følge af de mange aflyste flyvninger denne sommer.

Forsinkelserne hos Norwegian kom sidste måned som følge af logistik-problemer hos flyselskabet kombineret med flyvelederstrejker i Frankrig.

Passagerer, der blev ramt af aflysningerne sidste måned, har krav på op til 600 euro i kompensation – afhængig af længden på de aflyste flyvninger, siger det statslige norske forbrugerråd.

Fra Norwegian siger kommunikationschef Lasse Sandaker-Nielsen ifølge hjemmesiden E24.no: ”Det er naturligvis sådan, at de som har krav på kompensation fra os som følge af denne sommers aflysninger og støre forsinkelser, skal have den.”

I øvrigt vil Norwegian lukke sine Boston-ruter fra Oslo og København i vinterhalvåret – og i stedet åbne mellem Oslo og Las Vegas.

Ifølge Norwegian var Boston-ruterne kun sæsonruter, selv om det af Københavns Lufthavns hjemmeside angiveligt fremgik, at København-Boston skulle flyves hele året. SAS har indtil videre helårsrute mellem København og Boston.

I stedet begynder Norwegian 1. november at flyve mellem Oslo og Las Vegas, oplyser kommunikationschefen.