Topløse kvinder til kamp mod spansk dyremishandling

pamplonaTURISME: Med overskrift på flere sprog: “Pamplona, et blodbad for tyre” overhældte 75 dyrevelfærds-aktivister sig i går med ”blod” i protest mod nordspanske Pamplonas mishandling af tyre.

44-årige Nana Bjørnlund fra København var blandt 75 aktivister fra hele verden, der forlanger en ende på det grusomme tyreløb for tyre i Pamploma.

Iklædt ikke meget mere end trusser og “tyrehorn” og et skilt, hvor der stod “Pamplona: et blodbad for tyre”, mødtes 75 demonstranter på Pamplonas hovedtorv i går.

Ved begivenheden, som var arrangeret af PETA(People for Ethical Treatment of Animals – mennesker for etisk behandling af dyr) og den spanske dyrerettighedsgruppe AnimaNaturalis, hældte aktivisterne spandevis af “blod” over sig inden tyreløbet, hvor dusinvis af tyre bliver slået og terroriseret, mens de glider og falder gennem de smalle gader på deres vej til en voldsom død i tyrefægterarenaen.

“Tortur og drab af dyr som underholdning kan aldrig forsvares,” siger Nana Bjørnlund. “Vi opfordrer den spanske regering til at forbyde Pamplonas tyreløb samt den efterfølgende tyrefægtning, og den frygtelige mishandling og de lidelser, det medfører.”

PETA har dokumenteret, at i en typisk tyrefægtning slår og spidder op til otte personer en tyr med dolke og harpunlignende bandarillas, indtil tyren er svækket på grund af blodtab. Da stikker matadoren den udmattede tyr med et sværd. Ofte er tyren lammet, men stadig ved fuld bevidsthed, når den slæbes ud af arenaen.

Heldigvis reduceres antallet af årlige tyrefægtninger i Spanien, mange unge spaniere finder denne form for ”underholdning” afskyelig. Andre lande har også tyrefægtning, Portugal samt lande i Sydamerika. I Spanien har Catalonien med Barcelona som hovedby samt De kanariske Øer forbudt tyrefægtning.