Tivoli øger omsætningen

0

TivoligardenTURISME: Danmarks største turistattraktion øgede i årets første halvår sin omsætning med 52,3 mio. kr. i forhold til samme periode sidste år til 363,8 mio.kr. Men Tivoli skal typisk ind i 3. kvartal før der kommer overskud af årets nye investeringer.

Tivolis halvårsregnskab viser fremgang i omsætning og indtjening, besøgstallet lå i dette års første seks måneder over samme tid sidste år.

”Flere ting har betydning for resultatet. Elementer, der alle er i forlængelsen af strategien om, at blive en helårsvirksomhed, der er mindre afhængig af vejret,” siger Tivolis adm. direktør, Lars Liebst, om halvårsresultatet.

Tivoli A/S skal oftest ind i 3. kvartal, før der kommer positive tal i regnskabet. Så lang tid tager det at indtjene, hvad der er brugt på årets nyskabelser og vedligeholdelse, oplyser Tivoli.

Lars Liebst siger: ”Flere ting har betydning. I første kvartal havde vi succes med musicalen Dirty Dancing, der blev set af over 120.000 gæster. Samtidig spillede ”Den Grønne Elevator” i Glassalen. Disse aktiviteter skaber også omsætning i Tivolis barer og helårsrestauranter. Desuden faldt påsken sådan i år, at Tivoli kunne åbne 1. april, og dermed forlænge sæsonen ca. 10 dage. Det giver også øget omsætning.”

Fra de enkelte forretningsområder i Tivoli fremgår det, at Tivoli High End – Nimb Hotel, Nimb-restauranterne og banketafdeling – har haft stigning i omsætning og dermed et bedre resultat. Food & beverage, Tivolis fastfood og familierestauranter har øget omsætningen, men mindsket indtjeningen, hvilket navnlig skyldes etablering af to nye spisesteder, Spisehuset og Rock Bar Royal, oplyser Tivoli og tilføjer: ”Der er en fornuftig omsætningsfremgang på Spil og Onlinecasino, hvor væksten blev 13,9 mio. kr. for halvåret”.

Om dette siger Tivoli-direktøren: ”Det fremgik af Tivolis seneste årsregnskab, at etableringsomkostningerne for tivolicasino.com påvirkede regnskabet negativt. Nu ser vi en begyndende positiv udvikling i det internationale onlinecasino og i endnu højere grad, at tivolicasino.dk har konsolideret sig med en pæn markedsandel.”

I år har Tivoli haft foreløbig 10 flere åbningsdage end i et typisk Tivoli-år. Besøgstallet i årets seks første måneder blev 1.556.000 mod 1.418.000 pr. 30. juni 2014. Det giver øgede indtægter på entré, årskort og forlystelser.

Med 4,4 mio. gæster – 278.000 flere end i 2013 – var Tivoli sidste år Danmarks mest besøgte attraktion. På andenpladsen kom Bakken med 2,5 mio. besøgende, fulgt af Legoland med 1,7 mio.

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar
Skriv dit navn