Tivoli i incomingbranchen

0
Mickey Mouse som kaptajn ved Disney Cruises første anløb i Københavns Havn i 2011 – med Operaen i baggrunden.
Mickey Mouse som kaptajn ved Disney Cruises første anløb i Københavns Havn i 2011 – med Operaen i baggrunden.

TURISME: I fredags kom Disney Cruises for kun anden gang til Københavns Havn med et af sine fire krydstogtskibe, Disney Magic. Tivoli var med til at tage sig af gæsterne – dermed kaster forlystelsesparken sig lidt ud i håndtering af krydstogtgæster i den danske incomingbranche. København mister krydstogtgæster.

Ved at være medarrangør for Disney’s krydstogtturister i København, prøver Tivoli som noget nyt at få en bid af hovedstadens krydstogtkage. Første gæst var Disney Cruises, hvor passagerne på M/S Disney Magic fik mulighed for at gå i tegnefilmskaberens københavnske fodspor.

300 meter lange Disney Magic blev i Københavns Nordhavn modtaget af Tivoli Garden og tilbud om turpas og en guidet VIP-tur i Tivoli. Velkomstkomiteen var første del af ny satsning fra Tivoli, som har ligget klar siden 2010. Underholdningsvirksomheden vil ikke længere kun være udflugtsmål for krydstogtturister. Tivoli vil nu også selv arrangere andre dele af gæsternes ophold i København som incomingselskab, skriver Berlingske.

”Tivoli har længe været i krydstogtnetværket i København. For at få mere ud af gæsterne, er det vigtigt, at vi udvikler og tilpasser Tivolis produkter til dem. Og det tester vi nu med Disney,” siger Tivolis kommercielle direktør, Elisabeth Milton Hemmingsen.

Selve Walt Disney besøgte flere gange Tivoli for at aflure havens særlige ånd og tage den med til Disneyland i Californien.

Elisabeth Milton Hemmingen siger til Berlingske, at særlige oplevelser i København skal give krydstogtpassagerer lyst til at gå fra borde og ind i byen. Derfor har Tivoli ved Disney Cruises i alt otte anløb i år i Københavns Havn anløb allieret sig med partnere som sightseeingfirmaet Strömma Danmark samt en række hoteller.

Antallet af krydstogtskibe i danske havne falder. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at 339 krydstogtskibe med 360.000 passagerer sidste år kom til Danmark. Et fald på 17,3 pct. skibe og 35,9 pct. passagerer i forhold til 2013 – det laveste siden 2010.

I alt otte gange vil M/S Disney Magic lægge til i København denne sommer på krydstogter til Baltikum og Norge. Ud over i fredags kommer Disney Magic også den 6., 13., 20. og 29. juni samt 12. og 24. juli. Skibet har plads til 2.700 passagerer i 875 kahytter og suiter og har en besætning på 950.

Disney Cruise Line har fire skibe og tilbyder overvejende afgange til Caribien fra Florida. Rederiet har kun én gang før besøgt i Danmark – med samme skib i 2011.

Ombord finder man områder kun for børn, områder kun for voksne og fælles områder for hele familien.

Jesper Boas Smith fra rederiets skandinaviske agent, Bella Vista, siger: ”Disney Cruise Line er ikke alene et rederi for børn i alle aldre. Det er et af de bedste rederier i sin klasse, uanset om man rejser alene som voksne, eller med hele familien og flere generationer. Disney har med stor dygtighed skabt de perfekte rammer for alle ombord.”

Et af de anderledes kendetegn er, at skibets horn ved afgang og ankomst ofte spiller; ”Når du ser et stjerneskud” i stedet for de mere traditionelle hornsignaler.

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar
Skriv dit navn