Thai stopper til USA

thai a380LUFTFART: Også ruten til Rom fra Bangkok bliver nedlagt, og ca. 1.400 medarbejdere bliver sagt op. – De 25 afgange fra Skandinavien fortsætter uforandret til vinter.

Thai Airways stopper fra oktober med de fire ugentlige afgange mellem Bangkok og Los Angeles via Seoul. Det er den sidste rute mellem Thailand og USA. Den officielle forklaring fra Thais præsident, Jarumporn Chotikasathein, er den ganske enkle, at ruten ikke mere er rentabel. Samtidig opsiges ca. 1.400 medarbejdere.

Heller ikke de fire afgange om ugen fra Bangkok til Rom kan dække udgifterne. Til gengæld fordobles kapaciteten til London og Frankfurt.

Der ser heller ikke ud til at være nogen fare for de 25 ugentlige afgange mellem Skandinavien og Thailand. I vinterens højsæson er der ni afgange om ugen fra både København og Stockholm og syv fra Oslo.

”Vi er absolut tilfredse med både den nuværende belægning og bookinger i den kommende tid,” siger Flemming Sonne fra Thai i København.