Sværere at gå på jagt efter Solen

Egypten OrascomONSDAGSKLUMME: Feriedestinationer ved Det røde Hav i Egypten har givet danskerne god mulighed for en uges vinterferie i sikker sol og sommer. Hvad sker der mon nu?

Af Ejvind Olesen

De nøjagtige tal kender vi ikke, men det er næppe helt galt at regne med, at ca. 20.000 danskere skulle have holdt vinterferie i Sharm el Sheikh i år, mod 50.000 i Hurghada.

Nu må de førstnævnte se sig om efter alternativer. Det kan de fortsat gøre, men det bliver sværere og sværere dag for dag. Flere af de store bureauer har allerede vanskeligt ved at skaffe senge nok på De Kanariske Øer. Vel at mærke både de små og store øer.

Og hvad er så alternativet? Ja, der er selvfølgelig Eilat ved Det røde Hav i Israel, men det er i mindre målestok. Og måske også Madeira samt Dubai i Mellemøsten. Der skulle være solgaranti som i Egypten.

For langt de fleste drejer det sig kun om en uges ferie. Især naturligvis i skolernes vinterferie. Og finder 50.000 russerne på at drage til – eller forsøge – at finde pladser på De Kanariske Øer, da er der udsigt til både pladsmangel for alvor og prisstigninger.

De oplagte erstatninger findes desværre lidt langt væk, nemlig i Thailand, hvor vi nærmest har en luftbro, og Florida, hvor vi i dag har direkte fly. Også selv om det varer næsten et år før SAS kommer i gang.

Men i begge tilfælde skal man regne med at være ude det meste af et par uger. Ellers er det for anstrengende. Uanset hvordan, så tærer 10-12 timers flyvning og tidsforskel på det, der skulle være en afslappende ferie.

Sharm el Sheikh vil blive savnet!