Sun-Air fik ny rute

Besætningen på Sun-Airs premiereflyvning var kaptajn Kristoffer Sundberg, styrmand Simon Lorenzen og stewardesse Jette Nørskov. Her ser de med Billund Lufthavns adm. direktør, Kjeld Zacho Jørgensen, til højre, mens Michael Hannibal, koncernchef i Siemens Wind Power klipper båndet, da Sun-Air fredag åbnede den nye rute til Humberside.

Besætningen på Sun-Airs premiereflyvning var kaptajn Kristoffer Sundberg, styrmand Simon Lorenzen og stewardesse Jette Nørskov. Her ser de med Billund Lufthavns adm. direktør, Kjeld Zacho Jørgensen, til højre, mens Michael Hannibal, koncernchef i Siemens Wind Power klipper båndet, da Sun-Air fredag åbnede den nye rute til Humberside.

LUFTFART: Det danske flyselskab åbnede fredag ny rute fra Billund via Aalborg til den engelske østkyst. I første omgang med to fly om ugen – håbet er, at ruten bliver daglig.

”Behovet for flere flyvninger mellem Jylland og Humberside er der, navnlig efter sommerferien. Det ser super godt ud,” siger Kristian Tvergaard, Sun-Airs kommercielle direktør til standby.dk

Den nye rute til Humberside i det østlige England blev åbnet i samarbejde med bl.a. Siemens Wind Power, dets underleverandører, DONG og det britiske handelskammer i Danmark, hvis direktør, Mariano A. Davies, i fredags sagde til standby.dk: ”Den nye direkte rute mellem Billund og Aalborg og Humberside forventes at blive en stor gevinst for den vedvarende energisektor i Danmark og Storbritannien. Ruten vil især være til gavn for Siemens’ og DONG Energys store projekter i Humber-regionen og for medarbejdere, der skal rejse i begge retninger.”

Ved åbningen i Billund Lufthavn af den nye rute var der taler af Billunds lufthavnsdirektør Kjeld Zacho Jørgensen, samt Sun-Airs koncernchef, Niels Sundberg.

Den nye rute har i første omgang to ugentlige afgange, men Sun-Air forventer at øge antallet i efteråret.

Mariano A. Davies, direktør for det britiske handelskammer i Danmark, siger til standby.dk: ”Vi har arbejdet i over et år for at få denne nye rute. Den nye rute har stor fokus på vedvarende energi. Før tog det nærmest en arbejdsdag at komme fra Danmark til denne del af England. Før skulle man oftest via Amsterdam eller Manchester for at komme til Hull-regionen. SAS har forsøgt at åbne denne nye rute, men SAS har for store fly. Sun-Air har mindre og dermed mere fleksible fly.”

Mariano A. Davies tilføjer: ”Danmark er største investor i ren energi i Storbritannien. Jeg håber også på ny rute fra Jylland til Aberdeen – og at ruten mellem Københavns Lufthavn og London City Airport genoptages.”