Sun-Air får flere ruter

SUN-air billund lufthavnFLYSELSKABER: Går alt efter planen, åbner danske Sun-Air i år flere nye ruter. Selskabet fik sidste år overskud på 51,5 mio. kr. ud af omsætning på næsten halv milliard kr. Det blev til 180.000 passagerer hos det energiske jyske flyselskab.

Sun-Air omsatte sidste år for 475 mio. kr., et fald i forhold til 2013. Nedgangen skyldes 20.000 færre passagerer pga. færre flyvninger, bl.a. lukkede Sun-Air sidste år mellem Billund og Stockholms city-lufthavn, Bromma, samt ruten fra Billund til Zürich.

Men Sun-Air er klar til nye udfordringer i år. Til standby.dk siger dets kommercielle direktør, Kristian Tvergaard: ”Til foråret forventer vi at åbne mellem Aalborg og Stavanger. Planlægningen af den nye rute er endnu ikke på plads, derfor kan jeg endnu ikke sige, hvor mange frekvenser den vil få.”

”Sun-Air har også planer om ny rute fra Billund til den skotske ”oliehovedstad” Aberdeen samt endnu en rute mellem England og Sverige, denne gang fra Gøteborg til Birmingham, i forvejen flyver vi fra Gøteborg til Manchester,” siger Kristian Tvergaard og tilføjer, at Sun-Air ingen planer har om tilbagekomst til Københavns Lufthavn.

British Airways-partneren Sun-Air fik ”tilfredsstillende resultat” i regnskabsåret 2013/14 med positiv udvikling i alle sine afdelinger: ruteflyvning, charterflyvning, internationalt flysalg og leasing, reservedelshandel samt flyværkstedsdrift. Ad hoc-charterflyvningerne under varemærket ”JoinJet” havde også i seneste regnskabsår en positiv udvikling, lyder det fra Sun-Air, der har hovedkvarter i Billund Lufthavn.

Sun-Air flyver i øjeblikket fra Aalborg til Oslo, fra Aarhus til Oslo, Stockholm Bromma og Gøteborg, fra Billund til Bergen, Bruxelles, Düsseldorf, London City, Manchester, München og Oslo, fra Gøteborg til Manchester og fra Hamburg til London City.

Sun-Air har 230 medarbejdere og i øjeblikket 14 Dornier 328 jetfly samt tre Dornier 328 turboprop-fly. De tre propelfly bruges på selskabets ruter til London City Airport fra hhv. Billund og Hamborg.