Stribevis af strejker er en fare for flyselskabers overlevelse

    2
    Ejvind Olesen.
    Ejvind Olesen.

    WEEKENDKLUMME: Er det arbejdsgiverne, der forventer, at man giver sin sjæl til firmaet, eller er det forkælede ansatte, som kan risikere at miste deres jobs? Gidslerne er i hvert fald kunderne.

    Af Ejvind Olesen  

    Vi lever i en strejketid i luftfartens verden. Er det ikke Lufthansa, så er det Eurowings. Er det ikke Air France, så er det KLM. Eller også er det nabolandet Belgiens flyveledere. Er det ikke Alitalia, er det Italiens flyveledere. Hvis ikke det er piloter, så er det kabinepersonale. Og i Grækenland er det bare dem alle sammen.

    Noget fælles er, at det er en gruppe af veluddannede med lønninger pænt over gennemsnittet. Piloterne fører, og bagtroppen udgøres af kabinepersonale, som gør deres bedste for at følge med, de fleste søde og smilende som gode repræsentanter for deres flyselskab, men også med hardhittere i fagforeninger, som konstant synes at drille deres arbejdsgivere.

    Et godt eksempel er kabineforeningen i KLM. Det er nålestik af værste slags. Stop et kvarter, en halv time, uden forvarsel om på hvilke fly. Det nærmeste var et varsel i lørdags af en times varighed. En hist og en her. Alt sammen på baggrund af forhandling om en ny overenskomst. KLM regnede ud, at strejken ville koste ca. 50 mio. kr. Nu blev den aflyst og forhandlingerne genoptaget, men meningen var naturligvis at tvinge flyselskabet til at bøje sig.

    Nålestikmanøvren blev også lavet sådan, at KLM på grund af forsinkelser og aflysninger, ville komme til at betale størst mulige erstatning til passagererne.

    I den kommende uge er det så Lufthansas piloter (måske de bedst lønnede i Europa), som har bebudet strejke. De er dog så ”hensynsfulde” at varsle 24 timer i forvejen hvor og hvornår. Det er ved at blive hverdagskost i Lufthansa med pilotstrejker, mere end en halv snes, på to år. Piloterne er utilfredse med, at de ikke har fået lønstigninger i fem år.” Den manglende reallønstigning er urimelig,” mener fagforeningerne.

    De har tilsyneladende glemt, at de var kommet så langt foran alle kolleger i andre selskabers cockpits, at Lufthansa har været nødt til at gøre noget. Derfor gør de Eurowings mere eller mindre til et lavprisselskab og konkurrerer med sig selv.

    Det samme gør Air France og British Airways på hver sin måde. Gennem datterselskab eller udlicitering. Og det samme gør SAS mere og mere. Men hvorfor vil fagforeningerne køre helt ud til kanten, før de bøjer sig?

    Det sidste skete i SAS i 2012, hvor piloterne bøjede sig først og mest. Derfor har SAS råd til at sætte den ene langrute i gang efter den anden. I Jørgen Lindegaards tid som præsident gik det den anden vej. Langruter lukkede ned. ”Enhedsomkostningerne var så høje, at det selv med et fuldt fly kostede penge at gennemføre en flyvning,” sagde han dengang og gentager det i dag.

    Flyselskaber i EU, i USA og såmænd også i Fjerne Østen starter nye selskaber med helt andre personalebudgetter. Noget i retning af lavprisselskaberne. Det betyder strejker igen og igen. Og kan ende med at flere må give op.

    For SAS er det gået roligere end tidligere. Men dog med dyre arbejdsnedlæggelser. Fordi nogle af kabinepersonalet en overgang skulle til Cimber, og en periode med strejke af svenske piloter og tidligere med norske piloter. En helt uforståelig protestperiode fra danske kabineansatte, fordi de i en periode skal flyve enkelte fly med gardiner til egen hvileplads i stedet for fast væg (men her var vi ovre i småtingsafdelingen).

    De danske piloter har været prisværdigt forstående over for deres selskab siden det hårde opgør i 2012.

    Jeg ved godt, at jeg nu vil få stribevis af både private mails og kommentarer fra fagforeningsmedlemmer med denne klumme. Og mange gange blive mindet om min alder og uforstand. Alligevel synes jeg, ansatte i flyselskaber skulle tænke sig om og være glade for de spændende jobs de har. Til gengæld skal arbejdsgiverne i luftfarten lade være med at forvente, at de ansatte giver deres sjæl til dem.

    Som DFDS topchef Niels Smedegaard sagde forleden: ”Har du tilfredse medarbejdere, så har du efter al sandsynlighed også en fornuftig bundlinje.”

    God weekend

    2 COMMENTS

    1. Du har helt ret i, at din fremskredne alder skal naevnes, for du har aabenlyst ringe ide om, hvad et job i luftfart vil sige nu om dage. I din ungdom, hvor Comet varslede den nye jet alder, blev firmaerne koert paa en maade, der gav vaerdi over tid og der blev taget haand om de ansatte.

      I dag har bossernes gaaet paa de samme kurser og mantraet er at presse citronen mest muligt, da der ikke kigges laengere end til naeste bonus maal. Du synes at tro ledelesen stopper med at presse, naar de naar et maal. Det goer de ikke. De fortsaetter, da et nyt bonusmaal defineres. Ansatte ses som et noedvaendigt onde, der er tal i et regneark, der skal minimeres. Som de siger i UK: “The race to the bottom has become a sprint.”

    LEAVE A REPLY