Strejke hos Air France-piloter

air france piloter cockpitLUFTFART: Hovedparten af Air Frances piloter har varslet ny strejke fra på lørdag og fire dage frem, 11.-14. juni.

Strejken er piloternes protest mod, hvad de ser som fortsat forværrede arbejdsforhold. De strejkende er fra fagforeningerne SNPL og SPAF, der organiserer ca. 75 pct. af Air Frances piloter. Strejken står til at begynde dagen efter starten på EM-slutrunden i fodbold, som Frankrig er vært for.

Piloternes fagforeninger udelukker ikke flere strejker.

Frankrig har på det seneste set flere strejker som protest mod planlagt reform af lovgivningen på arbejdsmarkedet. Strejkerne har bl.a. ramt levering af benzin til tankstationer og landets jernbaner.

Ifølge de to pilot-fagforeninger har Air France i dag tæt på 3.400 fuldtidsansatte piloter – mod næsten 4.000 i 2011.

Fagforeningerne har forhandlet med Air France i månedsvis, uden, siger de, at have opnået resultater. Fagforeningerne ønsker forbedrede arbejdsbetingelser og lønninger, stop for udlicitering af Air Frances kort- og mellemdistanceruter, samt at piloterne skal inddrages i selskabets forretningsprocesser.