Storkonflikt mod Ryanair fra 18. juli

0

Ryanair, københavns lufthavn 1FLYSELSKABER: Har Ryanair mod forventning stadig 18. juli et fly og besætningsmedlemmerne stationeret i Københavns Lufthavn, rammes selskabet fra den dato af konflikt fra fagbevægelsen. Billund Lufthavn slipper i første omgang for mulig konflikt. Ryanair kommer snart med ny rute til Københavns Lufthavn.

Serviceforbundet fik i går afleveret det nye første hovedkonfliktvarsel til Ryanair. LO, som Serviceforbundet hører under, forventer, at hoved- og sympatikonflikter starter 18. juli i Københavns Lufthavn.

Det nye varsel var i overensstemmelse med præmisserne fra afgørelsen i Arbejdsretten i forgårs, hvor der blev påpeget fejl i de første konfliktvarsler. Den 41 sider lange gennemgang og kendelse i sagen kan ses på Arbejdsrettens hjemmeside.

Hovedkonfliktvarslet gælder lufthavnene i København og Billund, hvor Ryanair også har en base med et fly.

Ryanair er vigtig i Billund Lufthavn, hvor selskabet har over 20 pct. af passagererne. Derfor er en konflikt mod Ryanair ikke populær blandt lufthavnens medarbejdere. Af samme årsag har fagforeningerne i første omgang valgt kun at varsle sympatihandlinger i Københavns Lufthavn, ”fordi det er vurderingen, at der er størst opbakning til sympatihandlingerne her,” oplyser LO.

En sympatikonflikt skal varsles ad to omgange. Så 9. juli kan LO sende andet sympatikonfliktvarsel.

”Fagforeningerne og LO vurderer, hvad Ryanair konkret gør, inden vi vælger vores næste skridt. Vi forholder os til, hvad Ryanair siger, men også hvad Ryanair gør,” oplyser LO, der tilføjer, at man får stor opbakning og støtte fra fagforeninger i resten af Europa.

LO understreger, at ønsket fortsat er, at Ryanair indgår danske overenskomster, så konflikten kan undgås.

Men eftersom Ryanair aldrig indgår overenskomster med fagforeninger, kan LO & co. kigge langt efter dette ønske.

Ryanair forventes inden 18. juli at lukke sin base i København – og så i stedet flyve ind til lufthavnen fra nogle af de 74 europæiske baser rundt om i Europa.

Ryanair har foreløbig tre ruter fra Københavns Lufthavn – London Luton, Milano (Bergamo) og Warszawas sekundære lufthavn, Modlin. Hertil har selskabet rute fra Dublin til København.

Ryanair lukker i øvrigt 14. juli ruten fra København til den polske hovedstad. Til standby.dk oplyste Ryanair i går, at Warszawa-ruten vil blive erstattet af en anden destination – hvilken, vil selskabet snart oplyse.

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar
Skriv dit navn