Stor turiststrøm til Danmark

0

woco kinesere turist københavnTURISME: Mens 2014 bød på flest udenlandske overnatninger siden 2003, ser 2015 ud til at blive endnu bedre, konstaterer VisitDenmark. Væksten kommer navnlig via udenlandske turister i danske sommerhuse.

Med 23,2 mio. udenlandske ferie overnatninger – det bedste resultat siden 2003 – viste 2014, at Danmark for alvor igen er ved at få tag i de udenlandske turister. Den tendens bliver nu bekræftet i 2015, som forventes at blive et endnu bedre turistår, hedder det fra VisitDenmark.

Ifølge den seneste overnatningsstatistik ligger antallet af udenlandske overnatninger i Danmark i 2015 år til dato 7,9 pct. højere end sidste år.

“Det er meget glædeligt, at vi kan fastholde den positive udvikling. Og vi kan se, at tyskerne for alvor vender tilbage til Danmark. Tyskerne holder ferie, når vi andre er tilbage på arbejde, hvilket betyder bedre kapacitetsudnyttelse i Danmark og gode priser for tyskerne,” siger adm. direktør i VisitDenmark, Jan Olsen.

Turisme er et af Danmarks største eksporterhverv og er med til at skabe godt 111.000 arbejdspladser i Danmark samt omsætning på 92 milliarder kr.

Tyskland er Danmarks suverænt største turistmarked, og årets store fremgang skyldes først og fremmest, at de tyske overnatninger er steget 10 pct. i forhold til samme periode sidste år.

Også hollænderne har i høj grad udnyttet deres ferie i maj til at pakke campingvognen og rejse nordpå. Således er der i forhold til sidste år sket en stigning på 26 pct. i antallet af hollandske overnatninger i Danmark i april og maj tilsammen.

Og mens årets første fem måneder har budt på fine stigninger i overnatningstallene, tyder intet ifølge VisitDenmark på, at 2015 kommer til at skuffe. Tal fra Danmarks Statistik viser vækst på 8,1 pct. i antallet af bookede husuger i feriehuse af udenlandske turister i forhold til 2014.

I alt lejede de udenlandske turister knap 9.000 flere husuger i maj i år end samme måned sidste år. En fremgang på 26,3 pct.

Julis udenlandske bookinger er 23,3 pct. højere end sidste år, især pga. tyskerne. Forventningen til hele år 2015 er derfor en vækst på 8,1 pct. i husuger booket af udenlandske turister.

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar
Skriv dit navn