Spies-gæster slipper for kø i lufthavnen

spies check-in ferieLUFTFART: En lang kø ved indtjekningsskranken i lufthavnen er ikke optimal afslutning på en ferie. Men nu afskaffer Spies’ flyselskab, Thomas Cook Airlines Scandinavia, køerne – hvis man holder ferie på et af selskabets 11 Sunwing Family Resorts eller et af de 13 Sunprime Hotels.

Her kan man tjekke ind i hotellets reception og tilbringe feriens sidste timer ved poolen i stedet for i lufthavnen.

I dag tjekker 10 pct. af flyselskabets gæster ind på deres hotel – et tal, som de næste to år forventes at stige til ca. 15 pct.

”På hjemrejsedagen rykker vores ansatte ind på hotellerne med boardingkort til alle gæster, som kan aflevere deres bagage i receptionen. I plomberede lastvogne køres bagagen til vores fly, og gæsterne ser først deres kufferter på bagagebåndet i København, Billund, Aalborg, Odense eller Rønne,” siger kommunikationschef Torben Andersen fra Spies og Thomas Cook Airlines.

Gæsterne fra koncepthotellerne køres uden stop ved andre hoteller direkte til og fra lufthavnen. Her kan de hoppe køerne over og gå direkte via sikkerhedskontrollen til deres fly.