Specialisterne undgår prisstigning på rejseforsikring

0
Dan Kjølhede Laursen.
Dan Kjølhede Laursen.

EFTER GULT KORT: Tryg lægger for med at hæve prisen på rejseforsikring på grund af uventet store erstatninger i kølvandet på Det gule Korts ophør. Europæiske og Gouda fastholder det nuværende niveau.

Der er både gode og dårlige nyheder for forbrugerne med rejseforsikringer. For flere af forsikringsselskaberne med mange forskellige gøremål som bil, hus og ulykkesforsikring er det tilsyneladende kommet som en overraskelse, hvor mange ekstra erstatningskrav, der er dukket op efter Det gule Korts ophør sidste år.

Den offentlige sygesikring betalte dengang en stor del via Det gule Kort. Nu gælder det blå kort, og selv om det dækker i hele EU-området, uden betaling, er der en betragtelig forskel. Kun det offentlige sygehusvæsen i det pågældende land og aldrig hjemtransport. Det påtog alle forsikringsselskaberne sig at dække ind, men de store selskabers kalkulationer ser ud til at have fejlet.

I hvert fald for Tryg, hvilket fremgik af koncernens tredje kvartalsregnskab forleden, og Tryg vil nu tilpasse priserne for at opnå acceptabel indtjening. Hvor mange af de andre store forsikringsselskaber, der følger med, er endnu lidt uklart.

Til gengæld har specialisterne i rejseforsikringer, Europæiske og Gouda, taget højde for situation: ”Vi har da også noteret, at der har været en stigning i erstatninger, men det havde vi forudset i forbindelse med en ny prisstruktur, som vi indførte i august sidste år. Her tog vi højde for den udvikling, og de priser har vi ikke tænkt os at ændre på,” siger salgs-og marketingdirektør Dan Kjølhede Laursen til standby.dk.

”Vi gav også vore forsikringer et lille nøk op sidste år, og det prisniveau har vi ikke i øjeblikket planer om at ændre på,” kommenterer salgschef Martin Fuglsang fra Gouda.

Det er for usikkert, hvor store regreskrav forsikringsselskaberne kan gøre til Det blå Kort til det offentlige via kommunerne. ”Vi har endnu ikke et reelt overblik,” siger Martin Fuglsang.

”Vi har slet ikke valgt at læne os op ad Det blå Kort lyder det fra Europæiske.

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar
Skriv dit navn