Sommervarme og reklame for Wien

IMG_4206_EVTIRSDAGSKLUMME: I aften starter Melodi Grand Prix i Wiener Stadthalle, og arrangørerne ser ud til at have forberedt sig langt bedre og billigere end København – og så skinner Solen.

Af Ejvind Olesen

Vi kan ikke lide at blive mindet om det. At København tog så grumme fejl af sidste års Melodi Grand Prix og overskred budgettet med ca. 100 mio. kr. Det blev en skandale, som kostede flere hoveder i Wonderful Copenhagen, mens Danmarks Radios krævende producere slap fri. Og i stedet for at få en fin markedsføring af København som attraktiv turistby, fik vi stribevis af artikler om budgetoverskridelser.

Det sker ikke i Østrig, hvor man har afholdt sig fra vilde eksperimenter med nedlagte fabrikshaller eller lignende, men valgt den kendte Wiener Stadthalle, der vel svare til den multihal, vi får næste år i København.

Wien er også en by med masser af åbne pladser og er vant til store koncerter, som i sommerens løb vises på storskærme ude i byen. Det vil også ske med Melodi Grand Prix.

Ifølge avisen, Wirtshafts Blat, er udgifterne denne gang budgetteret til 274 mio.kr. (I København endte det som bekendt med at blive 334 mio. kr.) Og det holder, garanterer arrangørerne, som har modtaget ca.90 mio. kr. fra bystyret i Wien, der regner med at få en god reklame fra musikken og livsglædens by, som oven i købet kan forvente sol og 22 grader.

Wien vil gøre Eurovisionen til en byfest med storskærme og boder foran Rådhuset. Her er der permanent indrettet både sidde- og ståpladser til sommerens store wienerkoncerter.

Ligesom i København stiller Wien og Østrig turisme store forventninger til reklameværdien, men det skal de nok være forsigtige med. Et institut har beregnet, at Østrig vil få en indtægt på ca. 250 mio.kr.

Den måde man sender Melodi Grand Prix på – gjorde det i hvert fald i København – kommer næsten ikke uden for murene. Den danske udsendelse kunne lige så godt være sendt fra Månen uden at nogen havde opdaget det.

Eurovisionen er bedøvende ligeglad. Her stiller man bare krav om en garanti på ca. 80 mio. kr. Om arrangørende får noget ud af det, må de selv om. Like it or not.