SAS vil have erstatning fra fagforening

Arkivfoto.

Arkivfoto.

FLYSELSKABER: Der kommer et efterspil fra SAS mod fagforeningen for kabineansatte i Danmark, CAU, om organisationsansvar under strejken sidste måned. ”SAS truer med at sagsøge CAU for tabt fortjeneste,” oplyser CAU, der omvendt vil have afprøvet, om SAS’ suspendering af 27 kabineansatte var lovlig.

SAS har gennem sin brancheorganisation, Dansk Arbejdsgiverforening, netop startet sag mod fagforeningen Cabin Attendants Union for såkaldt organisationsansvar for arbejdsnedlæggelsen i år den 24. februar og 27. februar til 1. marts. SAS har bedt om et fællesmøde mellem de to parter i sagen.

”På almindelig dansk betyder det, at ledelsen i SAS mener, CAU ikke gjorde nok for at stoppe den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse. SAS beder nu om dokumentation for, at CAU har levet op til fagforeningens forpligtelse,” skriver CAU på sin hjemmeside. CAU har i øjeblikket ikke yderligere kommentarer.

CAU organiserer over 90 pct. af de kabineansatte hos SAS i Danmark – i alt 1.150 medlemmer, ca. 50 flere end før uroen om tvangsoverflytning af CAU-medlemmer fra SAS til Cimber begyndte.

SAS skriver i klagen til FTF, hovedorganisation for CAU, at SAS forbeholder sig ret til at indgive sagen for Arbejdsretten og eventuelt gøre erstatningsansvar gældende.

”Det vil sige, at SAS formentlig vil kræve, at CAU skal betale en bod for ikke at have gjort nok for at stoppe arbejdsnedlæggelsen. Desuden truer SAS med at sagsøge CAU for erstatning for tabt fortjeneste i forbindelse med arbejdsnedlæggelsen,” oplyser CAU.dk

Der er ikke sat dato på, hvornår SAS og CAU skal have den første kammeratlige samtale i sagen. SAS’ pressechef i Danmark, Trine Kromann-Mikkelsen, sagde i aftes til standby.dk, at hun ikke er bekendt med, hvilket beløbskrav SAS eventuelt vil stille til CAU.

”Under konflikten blev de strejkende af bl.a. Arbejdsretten pålagt at genoptage arbejdet. Det skete ikke – arbejdet blev først normaliseret på SAS’ initiativ,” siger hun.

SAS’ initiativ var, at under strejken bede CAU-medlemmerne meddele SAS, om de fortsat ønskede at arbejde for flyselskabet – i modsat fald skulle de ikke mere betragte sig som ansatte.

I forbindelse med kabinestrejken suspenderede SAS 27 CAU-medlemmer. Suspenderingen blev sidste uge trukket tilbage.

CAU betragter fortsat suspenderingerne som et ”ulovligt kollektivt kampskridt,” har Jean Pierre Schomburg, næstformand i CAU, for nylig sagt i pressemeddelelse. CAU ønsker suspenderingerne afprøvet i Arbejdsretten.