SAS undrer sig over nyt tilbud i lufthavn

Ud over cafeer, kiosker og restauranter i Københavns Lufthavn sælges der også ”Food to Fly” fra to ”food trucks” i Københavns Lufthavn. Foto: Ernst Tobisch.

Ud over cafeer, kiosker og restauranter i Københavns Lufthavn sælges der også ”Food to Fly” fra to ”food trucks” i Københavns Lufthavn. Foto: Ernst Tobisch.

LUFTHAVNE: Københavns Lufthavn er god til at tjene penge – nu sætter lufthavnen øget fokus på at rejsende kan købe ”lugtløs” mad i transithallen og tage den med ombord. Dermed fjerner lufthavnen sine kunders, flyselskabernes, mulighed for at tjene på at sælge mad og drikke ombord til sine passagerer.

”Dårlig stil fra Københavns Lufthavn over for flyselskaberne,” sagde salgschef for et kendt flyselskab, der dog serverer gratis mad og drikkevarer til alle sine passagerer i fredags til standby.dk

Samme dag havde lufthavnen udsendt en pressemeddelelse om forøgede tilbud om at købe mad og drikke i transithallen, der kan tages med på flyvningen.

Ved at kiosker, restauranter, cafeer mm. i Københavns Lufthavn, der betaler afgift for sit salg til lufthavnen, kan øge deres salg til passagererne, fjerner lufthavnen indtjeningsmuligheden for de af kunderne, flyselskaberne, der tjener på at sælge mad og drikke ombord.

Pressemeddelelsen om den øgede mulighed for at købe mad og drikkevarer i transithallen, der kan tages med ombord, gav forundring hos lufthavnens største kunde, SAS, der har over 40 pct. af lufthavnens passagerer.

”Vi ønsker, at vores passagerer får en rigtig god rejse. SAS har længe haft et koncept, hvor vi på bl.a. vores europæiske flyvninger tilbyder køb af mad og drikke til rejsende på Go (økonomiklassen, red),” siger SAS’ pressechef i Danmark, Trine Kromann-Mikkelsen, til standby.dk

Ifølge pressemeddelelsen fra Københavns Lufthavn foretrækker hver fjerde passager at købe mad til rejsen fra kiosker, restauranter og cafeerne i lufthavnen. Tallet baseres på en undersøgelse fra Analyse Danmark for Københavns Lufthavn.

”Nu gør flere restauranter og cafeerne i Københavns Lufthavn det nemt at købe mad til at tage med om bord. Food to Fly hedder konceptet,” hedder det fra Københavns Lufthavn.

”49 pct. af de adspurgte i undersøgelsen har købt mad i lufthavnen for at tage det med om bord,” siger Lise Ryevad, chef for Airport Sales i Københavns Lufthavn og tilføjer: ”Københavns Lufthavn er i øjeblikket ved at introducere konceptet ”Food-to-Fly,” hvor cafeer og restauranter i lufthavnen tilbyder retter valgt ud fra betragtning om, at den skal være let at spise ombord, ikke skaber lugtgener og kan emballeres hensigtsmæssigt”.

Ifølge Københavns Lufthavns undersøgelse ved kun hver anden rejsende, at en række flyselskaber tillader, at passagerne tager mad med på rejsen.

”Food-to-fly-konceptet bygger på ideen om at give passagererne større valgfrihed,” siger Lise Ryevad.

En anden af lufthavnens store kunder, British Airways, der også ejer spanske Iberia, reagerer ikke på Københavns Lufthavns Food-to-Fly-koncept.

”British Airways sælger ikke mad ombord, vi tilbyder alle vores passagerer en snack, eller når de flyver på business class f.eks. en engelsk morgenmad,” siger Nordeuropachef for British Airways, Peter Rasmussen, til standby.dk

”Omvendt sælger vores partner Iberia Express mad på sin daglige flyvning mellem Madrid og København. Men at Københavns Lufthavn øger fokus på madsalg i lufthavnen, det lever vi med. Det er en konkurrence, men det gælder om at have det mest attraktive tilbud.”