SAS-piloter i Sverige i strejke

3

fly sas stockholm arlanda

LUFTFART: 400 SAS-piloter i Sverige nedlagde fredag arbejdet. Det betød aflysning af 40 flyvninger i Sverige og Europa. I dag, lørdag, har SAS aflyst 150 fly, det rammer 19.000 passagerer.

SAS blev ikke enig med Svenska Pilotföreningen om en ny aftale. Efter forhandlingsfristen blev overskredet fredag kl. 18 valgte fagforeningen at sende 400 medlemmer i strejke. Fagforeningen afviste mæglerens løsningsforslag og ønskede, modsat SAS, ikke at forlænge forhandlingerne. Det betød fredag aften omkring 40 flyaflysninger, hvilket berørte ca. 4.000 passagerer på svensk indenrigs og flyvninger fra Sverige til Europa.
SAS flyver stadig til Stockholm fra København med piloter fra den danske pilotforening.

I dag, lørdag, har SAS pga. den svenske pilotstrejke aflyst 150 flyvninger, hvilket rammer 19.000 passagerer.

SAS’ langruter fra Sverige til Asien og USA berøres ikke.

SAS havde tilbudt piloterne i Sverige samme kontrakt som den, SAS i fredag blev enige med de to norske pilotforeninger om – og dermed undgik en pilot-strejke i Norge.

”Vi beklager strejken og de gener den giver vores kunder, passagererne. Nu er en af vores højeste prioriteter at hjælpe de berørte passagerer,” siger SAS’ kommunikationsdirektør, Karin Nyman.

SAS opdaterer konstant sin hjemmeside med informationer om trafiksituationen ligesom berørte passagerer vil modtage SMS’er og e-mails.

 

Ingen pilotstrejke hos SAS i Norge

Efter 18 timers ekstra forhandling fandt SAS og de to norske pilotforeninger i går hinanden – men kun i en et-årig aftale.

Der blev ingen strejke fra SAS-piloterne i Norge i denne omgang, den skulle ellers være startet i går morges.

Men efter 18 timers ekstra forhandlinger hos den norske forligsmand udover fristen midnat til torsdag, kom en aftale i hus. Dog kun for et år.

SAS har i Norge aftaler med såvel Norsk Cockpitforbund og SAS Norge Pilotforening. ”Vi er tilfredse med resultatet,” siger formand for SAS Norge Pilotforening, Jan Levi Skogvang, til NRK.no

Ifølge fagforeningen Parat, hvor de to pilotforeninger er organiseret, har piloterne fået en ny overenskomst med lidt flere valgmuligheder og bedre vilkår for senest ansatte piloter – til gengæld har SAS fået bedre bemanding i sommermåneder.

”Det er godt, at vi nu har en ny aftale med de norske pilotforeninger. Vi undgår trafikforstyrrelser i Norge, og vores passagerer kan rejse med os som planlagt,” siger Rickard Gustafson, koncerndirektør i SAS.

3 KOMMENTARER

  1. Håber, og har altid håbet, på det bedste for SAS, og vil også gerne komme tilbage fra udlandet en dag, og arbejde for SAS.

    Men som jeg ser det, med så mange forskellige overenskomster i SE, NO og DK, og altid kun kortfristet, så vil SAS altid have det svært, og aldrig rigtig komme ovenvande.

    SAS har brug for en 4-5 årig aftale på ALLE fronter, så man kan få arbejdsro og fokusere på kerneproduktet og udvikling

  2. Det har du 100% ret i, det tager for meget energi konstant at sikre aftaler med personalet alt i mens konkurrenterne giver SAS baghjul, se blot det skuffende resultat for 1. halvår

    SAS og fagforeningerne burde indse at mere arbejdsro og færre forhandligspartner (1 for alle piloter og 1 for de andre flyvende personale) er nødvendig.

    Jeg tror desværre at Norwegian er ved at få rigtig godt fat og det kan koste for SAS…

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar
Skriv dit navn