SAS ud i stor charmeoffensiv

Store annoncer i dag bebuder fantastiske kampagnepriser i morgen, men allerede mandag blev der sat rekord med onlinebesøg og salg i bureauerne. Kun lille nedgang i salget op til weekenden. – Tak til rejsebureauerne.

Kunderne er vendt tilbage til SAS i stor stil efter den omfattende fredsaftale med det flyvende personale i løbet af mandagen. Den massive pressedækning i dagene op til weekenden har kun betydet en mindre afmatning. Til gengæld blev der mandag sat rekord i online bookinger, da resultatet blev kendt.

Nu er SAS så klar til en charmeoffensiv, der vil noget. I store annoncer i dag skriver præsident Rickard Gustafson under ”Velkommen om bord” om en ny fremtid. Han indleder med en tak for støtten fra medarbejdere, virksomheder og rejsebureauer.

En af de nærmeste dage offentliggøres 37 nye ruter i 2013. I alt starter 45 nye ruter næste år frem til sommeren.

Rejsen skal være endnu mere effektiv og behagelig, lover SAS-chefen.

Sidst men ikke mindst barsler man allerede i morgen torsdag med en kampagne ”med fantastiske priser” til en stribe af rejsemål.

Oslo ser ud til at blive vinderen med nye ruter, nemlig 11, som skal udfordre Norwegian til feriesteder og byer. København får 10, hvoraf de fleste har været nævnt, mens Stockholm får syv. Resten fra Helsingfors og øvrige svenske og norske byer. Alle direkte ruter uden mellemlandinger.

Eneste nye langrute indtil videre er ruten fra København til San Fransisco fra april. Forsalget er gået over al forventning.

Som selskabet selv fastslår. ”En ny fremtid begynder i dag”.