SAS til Københavns Lufthavn: Sæt afgifterne ned

Lars W. Andersen.

UGENS DEBAT: Op til 215 kr. per passager. Så meget tjener Københavns Lufthavn (CPH) på en indenrigspassager, der går igennem security til gaten og ud i flyet. Lufthavnen har en i særklasse stort overskud.

Af Lars W. Andersen, direktør i SAS.

855.434 passagerer fløj fra CPH i 2016 til andre indenrigslufthavne. Hvis man lægger de tal sammen oven i de penge, CPH tjener på shopping, vil nogen kalde det en guldgrube.

I denne uge holdt CPH en konference på Christiansborg under titlen ”Hvordan binder vi Danmark bedre sammen?” Spørgsmålet er relevant, for det er vigtigt, at Danmark hænger sammen – også i luften. Men CPH har glemt at spørge de centrale spillere, nemlig flyselskaberne.

Det er flyselskaberne, der binder Danmark sammen i luften. En effektiv infrastruktur kræver flyforbindelser, som leveres af flyselskaber. SAS har investeret en halv milliard i fem fly – både store, mellemstore og små fly for at tilpasse os til og stimulere efterspørgslen for indenrigsrejser over dagen og for at kunne tilbyde så mange frekvenser som muligt, så de for eksempel også passer til videre forbindelser ud i verden fra København. Men for at vi kan blive ved med at udvikle og levere en effektiv infrastruktur, så skal flyselskabernes omkostninger ned. Det kræver en mere konkurrencedygtig lufthavn, end den der er i dag i København.

Lige nu spinder CPH guld på det monopol, de har, og alle de afgifter flyselskaberne skal betale. SAS laveste pris fra København til henholdsvis Billund, Aarhus og Aalborg er 499 kr. Men inden vi er i luften, skal vi til CPH betale startafgift, passagerafgift, sikkerhedsafgift, handlingafgift, en særlig IT-afgift og en afgift for service til bevægelseshæmmede. Seks forskellige afgifter inden vi er lettet. Det betyder, at CPH af de 499 kroner skal have op mod 215 kr. eller to femtedele af billetprisen.

Til sammenligning er afgiftsniveauet det halve i Oslo og Stockholm. Indenrigsselskaberne har leveret en stigning på 6,1% i forhold til 2015 svarende til en stigning på knap 50.000 passagerer og en tilsvarende stigning i indtægterne for CPH. CPHs indenrigsindtægter bidrager til selskabets i særklasse store overskud.

For de tre første kvartaler i 2016 præsterede lufthavnen et overskud på 1,4 milliarder (EBIT) ud af en omsætning på 3,337 milliarder svarende til en overskudsgrad på 42%, hvilket kun kan præsteres af et monopol og er uden sidestykke blandt verdens lufthavne. Hvad skal der så til for at binde Danmark bedre sammen?

CPH, som er SAS vigtigste infrastrukturleverandør, stiller imidlertid ikke spørgsmålet til de tre største luftfartsselskaber på dansk indenrigs, herunder deres største kunde, SAS – måske fordi de kender svaret: Giv flyselskaberne en konkurrencedygtig lufthavn. Sæt afgifterne ned, så vi kan binde Danmark sammen med flere afgange.​