SAS på vej mod normal tilstand

EST030FLYSELSKABER: Efter SAS’ trussel om at fyre de af de 1.300 kabineansatte i Danmark, som mandag middag ikke havde meddelt, at de ville genoptage arbejdet, stoppede strejken. SAS fastholder suspendering af 27 ansatte. Ca. 200 SAS-fly blev aflyst under strejken. Fagforeningen: ”Vi har verdens bedste medlemmer.”

Næsten alle SAS’ 1.300 kabinemedarbejdere i Danmark meldte sig i går klar til tjeneste. Det betyder, at kunderne snart kan se frem til normal trafik, hed det i går i en pressemeddelelse fra SAS.

Trafikprogrammet skal nu normaliseres efter den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse. I løbet af i dag, tirsdag, kommer, der mindre uregelmæssigheder. Onsdag forventer SAS stort set normalt trafikprogram.

”Der er stor velvilje over for SAS. Vi er glade for alle de medarbejdere, som har løftet en kæmpe opgave og fløjet på trods af trusler fra konfliktende medarbejdere. SAS’ ansatte i lufthavne og kundeservice har gjort deres bedste,” siger SAS’ koncerndirektør for driften, Flemming Jensen.

SAS har under konflikten meddelt, og står stadig ved, at SAS er klar til at drøfte uoverensstemmelser på møde med de kabineansattes fagforening Cabin Attendants Union – når trafikken er normaliseret.

Business.dk skrev i går, at Flemming Jensen fortæller, at der venter SAS en millionregning som følge af aflysningerne af op mod 200 afgange under strejken fra fredag.

De kabineansatte hos SAS i Danmark frygter dårligere arbejdsvilkår efter 147 kolleger er tvangsoverflyttet til Cimber. SAS opretholder suspendering af 27 ansatte, der under konflikten – ifølge SAS – forsøgte at forhindre kolleger i at møde på arbejde.

I en meddelelse på CAU.dk’s hjemmeside, skriver fagforeningen, der nu mister mange medlemmer – Cimber har overenskomst med Flyvebranchens Personaleunion: ”Aldrig før har sammenholdet været så stort blandt medlemmer i CAU. Mandagens medlemsmøde (på Park Inn-hotellet i Kastrup, red) sluttede med en lang klapsalve, hvor fællesskabet blev hyldet.”

Jean Pierre Schomburg, næstformand i CAU, siger: “Vi har verdens bedste medlemmer. Jeg er så stolt af dem. De har vist, at de har et stærk fagligt engagement, og i dag har vi sammen taget beslutning om, at nu skal vores passagerer ud at flyve igen.”

Jean Pierre Schomburg tilføjer: “Vi vil fortsætte kampen for en overenskomst i Cimber. Nu skal vi sætte os sammen med SAS. Ikke mindst skal vi tale med SAS om vores 27 suspenderede kolleger.”