SAS overvejer at droppe langruter fra Norge

SAS Airbus A330 EnhancedFLYSELSKABER: Den nye norske passagerafgift på 80 kr. kan få SAS til at opgive at flyve langruter fra Oslo. Afgiften vil koste 1,2 mio. årlige flyrejsende, siger IATA. Ryanair lukker halvdelen af sine ruter til Norge.

”Alle flyselskaber kan jo vælge, hvilken lufthavn, man vil betjene,” siger SAS koncernchef, Rickard Gustafson, til den norske avis Dagens Næringsliv. Han mener, at den nye norske passagerafgift er en fejl.

SAS har det sidste år øget sine langruter med ca. 25 pct. De fleste fra Stockholm og København, men til efteråret kommer Miami efter planen ind fra Oslo og København.

Den nye norske passagerafgift, gør det ifølge Rickard Gustafson mindre attraktivt at flyve fra Norge: ”Der er en grænse for, hvad vi kan betale – med den nye afgift vil det være mere attraktivt at flyve langruter fra andre lufthavne (København og Stockholm, red),” siger han.

Rickard Gustafson peger på, at SAS allerede betaler en halv milliard kr. om året til Norge i afgifter, og at den nye afgift kun vil få negativ effekt for norsk økonomi.

Ryanair meddelte sidste uge, at det som følge af den nye norske passagerafgift lukker sine ruter til Rygge-lufthavnen ved Oslo fra 1. november – det koster mindst 500 arbejdspladser i lufthavnen og det samme i lokalområdet.

Ryanair rykker ind i Oslos hovedlufthavn fra efterårsprogrammet. Ryanair begyndte sidste år på Københavns Lufthavn, og mangler nu kun i Skandinavien at åbne på Stockholm Arlanda, for at trafikere de tre skandinaviske hovedlufthavne.

Fra vinterprogrammet i år vil Ryanair fra Gardermoen flyve en gang om dagen til Litauens hovedstad, Vilnius og til London Stansted tre gange om dagen.

Den norske passagerafgift får Ryanair til at lukke sin base på Oslo Rygge og dermed 16 ruter. Det koster halvdelen af Ryanairs årlige passagerer Norge, i alt 900.000. Ryanair åbner dog nye ruter på Gardermoen og Oslo Torp, der får otte af de hidtidige 16 Ryanair-ruter fra Norge.

Den nye norske passagerafgift skal efter planen give staten en milliard kr. om året – det bliver næppe resultatet, tværtimod…