SAS øger igen på langruter

SAS Airbus A330 EnhancedFLYSELSKABER: Der var pakker til alle tre skandinaviske hovedlufthavne, da SAS i går præsenterede nye ruter til USA; Los Angeles fra Stockholm fra marts, mens Miami fra næste efterår flyves fra såvel Oslo som København. SAS’ øgning på langruterne betyder bl.a. hjemtagelse af udstationerede piloter hos Cimber A/S.

SAS fortsætter ekspansionen på langruterne, der har ca. 30 pct. af selskabets passagerer. Fra marts næste år vender SAS tilbage til Los Angeles. Mens ruten tidligere blev fløjet fra København, sendes SAS-flyene nu af sted fra Stockholm – dagligt i sommersæsonen og 5-6 gange om vinteren. København har i forvejen SAS-rute til San Francisco.

Og fra næste efterår åbner SAS på Miami med fire fly om ugen fra Oslo og tre fra København.

SAS har tidligere meddelt, at man øger antallet af afgange fra København til Shanghai og San Francisco; fra Stockholm til New York og Chicago samt fra Oslo til New York. I alt pumper SAS næste år yderligere 330.000 flysæder ind på sine oversøiske destinationer.

Til standby.dk sagde SAS’ driftsdirektør, Lars Sandahl Sørensen, i går om de to nye USA-ruter: ”Fordelingen mellem København, Oslo og Stockholm er en business-vurdering i SAS’ hidtil største oversøiske satsning. København har fået sin andel, og når Oslo får fire afgange og København tre til Miami, er det også pga. af krydstogtmarkedet, som er langt det største i Norge.

Vi har naturligvis lavet en økonomisk vurdering med bl.a. lufthavnspriser. Vi har skelet til, at vi ikke vil kannibalisere nogle af de mange oversøiske ruter, vi allerede har fra København, f.eks. til San Francisco.

Udgifterne til lufthavnene ved starten af en rute er også en væsentlig del. Og ja, Københavns Lufthavn er betydeligt dyrere end Stockholm og Oslo. Det er ingen hemmelighed,” siger Lars Sandahl Sørensen.

Og SAS’ koncernchef, Rickard Gustafson, siger om de nye USA-ruter: ”SAS gennemfører i denne tid en gennemgribende fornyelse af sin langruteflåde, hvor vi har det absolut stærkeste tilbud til USA fra Skandinavien.”

Miami har ifølge SAS verdens største krydstogtshavn og er et handelscentrum. Den første afgang til Miami fra København har premiere i efteråret 2016, og SAS kommer til at flyve tre gange ugentligt fra København og fire gange fra Oslo.

I første omgang får med start i år fire Airbus A330-300 Enhanced, der økonomisk er bedre end de A330, selskabet har i dag. Fra 2018 til 2022 kommer de otte helt nye Airbus A350-900 til en samlet værdi af ca. 20 milliarder kr. De nye A330 erstatter selskabets mere brændstofslugende A340.

Los Angeles er en populær destination for skandinaviske rejsende, som vil besøge Californien eller rejse videre til f.eks. Hawaii. Med de nye ruter og et øget antal afgange til USA og Asien tilbyder SAS over 330.000 flere flysæder på oversøiske ruter i 2016. Mens billetsalget til Los Angeles åbner i dag, starter salget af Miami-ruten først senere i efteråret.

Nye SAS-ruter til USA og Asien i 2015/2016 omfatter: Stockholm – Hong Kong, fra september i år, Stockholm – Los Angeles, marts 2016 og Oslo/København til Miami fra efteråret 2016.
I tillæg til de nye ruter øger SAS på flere langruter i det kommende vinterprogram og flyver dagligt på

København – Shanghai (yderligere to ugentlige afgange), mens Stockholm – Chicago, Stockholm – New York, Oslo – New York og København – San Francisco alle får en ekstra ugentlig afgang.

Direktøren for den danske Discover America-komite, Karin Gert Nielsen, der bl.a. også repræsenterer Californien i Norden, sagde i går til standby.dk: ”Vi er rigtig glade for de nye SAS-ruter. Nu kommer der Los Angeles-rute fra Stockholm. Også velkommen til Miami-ruterne; Miami er stor på krydstogter og en gateway til Caribien, herunder De Amerikanske Jomfruøer, det tidligere Dansk Vestindien.”

”Sidste år var der 1,4 mio. nordiske ankomster til USA, heraf 305.000 fra Danmark, en stigning på 13 pct. i forhold til 2013,” siger Karin Gert Nielsen.

Og SAS’ pressechef i Danmark, Trine Kromann-Mikkelsen, sagde i går til standby.dk: ”Mens billetsalget på Stockholm-Los Angeles starter i dag, begynder salget til Miami fra København og Oslo først fra dette efterår.
Hvert nyt SAS-langrutefly betyder behov for 18 piloter og 70 kabineansatte; derfor trækker vi et endnu ikke opgjort antal SAS-piloter tilbage fra Cimber A/S. Et skøn viser, at SAS’ nye langrutefly betyder behov for 300 piloter, kabineansatte og ansatte på jorden de kommende år. Investeringen i de nye langruter betyder jobskabelse hos SAS i alle de tre skandinaviske lande.”