SAS køber verdens største passagerfly

sas airbus a380FLYSELSKABER: SAS får fra efteråret to eksemplarer af dobbeltdækkeren Airbus A380, flyene skal dels bruges på en række af SAS’ langruter, men også på de mest passagertunge afgange fra bl.a. Københavns Lufthavn til London Heathrow. Kæmpeflyet får i SAS’ version plads til 516 passagerer.

Airbus har givet SAS et godt tilbud på de to A380’ere, der oprindeligt var bestilt af SAS’ japanske Star Alliance-partner, All Nippon Airways. Men ANA valgte at bruge en klausul i købskontrakten, hvor selskabet kunne annullere bestillingen.

Dermed stod Airbus med to snart færdigsamlede A380’ere til en værdi af ca. 2,7 milliarder kr. stykket. Airbus har henvendt sig en række flyselskaber og tilbudt de to fly, som SAS endte med at sige ja til.

Standby.dk erfarer, at flyene leveres til SAS til efteråret – SAS-fly hedder altid ”Viking” til efternavn og de to fly skal hedde hhv. Ranslirpa Viking og Fritz Viking, sidstnævnte navn måske efter SAS’ nuværende bestyrelsesformand, Fritz Schur.

I starten skal SAS-piloter rutetræne med de store fly på ruter indenfor Europa, fra starten af vinterprogrammet indsættes kæmpejumboerne på en række af SAS’ langruter fra såvel København som Stockholm. Mens Stockholms Arlanda-lufthavn er klar til at modtage A380, mangler der stadig en del i Københavns Lufthavn, men det skulle kunne nås inden flyene lander til efteråret.

Airbus har 317 bestillinger på A380’ere og har foreløbig leveret over 150; Emirates’ er største kunde med bestilling på 140 eksemplarer, hvoraf ca. 60 er leveret. Airbus samler ca. én A380 om måneden.