SAS får passagerklage i Højesteret

sas airbus a340 flyLUFTFART: Sag om SAS-passagerers forsinkelse på flyvning i 2013 er så principiel, at Procesbevillingsnævnet ønsker den i Højesteret. SAS tabte sagen i byret og landsret.

SAS nægter at give sig i en strid om 24 passagerers krav om erstatning for forsinkelse i 2013 på flyvning fra København til Washington D.C.

Ritzau skriver, at Procesbevillingsnævnet mener, sagen er så principiel, at den skal behandles af Højesteret.

Det daglige SAS-fly fra København til Washington D.C.s hovedlufthavn, Dulles (IAD) i delstaten Virginia, landede 13. september 2013 fire timer forsinket.

Forsinkelsen skyldes, ifølge SAS, at flyvningen dagen før på ruten havde haft kraftigt uvejr, hvor flyet blev omdirigeret til Philadelphia, en times flyvning før Dulles.

SAS tabte sagen i Københavns Byret og Østre Landsret efter EU-regler: at flyselskaber skal betale for forsinkelser på over tre timer – med mindre det drejer sig om ”usædvanlige omstændigheder.”

Københavns Byret medgav, at lynnedslagene var usædvanlige, men at de ikke kan udstrækkes til også at gælde det følgende døgn.

Østre Landsret påpegede, at SAS burde kunne skaffe et andet fly. Alternativt kunne SAS have annulleret afgangen og ombooket passagererne. Derfor blev de 24 klagende passagerer hver tilkendt en kompensation på 600 euro, i alt ca. 107.000 kr.

Flyselskaberne mener, at erstatningsræset er gået for vidt. De ønsker at få EU-forordningen ændret.

Dulles-lufthavnen er opkaldt efter John Foster Dulles, udenrigsminister for præsident Eisenhower fra 1953-1959.