SAS bekræfter køb af 12 nye langrutefly

sas A350-900_RRFLYSELSKABER: Sidst i juni underskrev SAS en hensigtserklæring om køb af 8 Airbus A350-900 og 4 A330-300 Enhanced – i går bekræftede SAS den endelige kontrakt til en værdi af ca. 20 milliarder kr.

SAS har som led i kontrakten option på yderligere seks A350-900. De bestilte fire Airbus A330 leveres i 2015/16, mens de otte Airbus A350 indgår i SAS’ flyflåde fra 2018.

Når SAS fra 2018 får de første af otte nye Airbus A350, øger det selskabets sæder på langruterne med 20 pct. SAS har i dag 11 Airbus-langrutefly, fire A330 og syv A340 og betjener med disse fly otte destinationer i Asien og USA. SAS har 30 pct. af sine passagerer på langruterne.

Med bestillingen på 12 nye Airbus-langrutefly fastholder SAS den europæiske flyfabrik som leverandør af langrutefly, der begyndte i 2001. Indtil da var SAS’ seneste langrutefly Boeing 767.

Boeings nyeste langrutefly, B787 Dreamliner, var også i spil til SAS’ langruter – men, sagde SAS’ koncernchef, Rickard Gustafson, på pressemødet i juni til standby.dk, ”besluttede SAS for et par uger siden, at købe Airbus.” Blandt de mange årsager var, at SAS hurtigere kunne få Airbus-flyene, samt børnesygdomme med B787.

Hos SAS erstatter de nye A330’ere selskabets mere brændstofslugende A340’ere.

A350’erne blev bl.a. valgt, fordi de bruger mindst 20 pct. mindre brændstof end A340. Af de 12 nye Airbus-fly til SAS’ langruter vil SAS selv eje nogle, mens andre finansieres via sale & leaseback-ordninger.

A350-flyet får i SAS’ version plads til 308 passagerer på tre klasser – over halvdelen af A350’erne er lavet af kompositmaterialer og titanium.